Mofibo test – Bøgernes Spotify skuffer
Danmarks mobile vidunderdreng, Morten Strunge, manden bag Onfone, som han solgte til TDC og tjente et trecifret millionbeløb, har siden haft mange jern i ilden. Han har blandt kastet sine mange millioner efter ølbryggeri, kagefirma og nu prøver han så også lykken med Mofibo, en spritny abonnementstjeneste, hvor man betaler 99 kroner om måneden for at kunne læse alle de bøger, man vil.
Mofibo er i mangel på bedre blevet kaldt bøgernes Spotify og princippet er vel også det samme. Man logger ind med enten ens Facebook-profil eller ved at oprette sig som bruger. Jeg havde problemer med at få den del til at lykkes på min tablet og måtte lave første login på computeren. Da jeg først havde gjort det, var der ingen problemer med at logge ind.
Man mødes af en forside med forslag til genrer, forfattere og populære bøger, men man kan også søge efter forfattere og bogtitler ved at trykke på søgeikonet øverst til højre (forstørrelsesglasset). Trykker man på listeikonet øverst til venstre (de tre hvide streger under hinanden), så kan man søge efter genre eller klikke sig videre til ens Læseliste eller Bogreol.
Mange favoritter mangler
Da jeg søger, bliver jeg skuffet og må indse, at udvalget blandt de trods alt 5.500 titler ganske enkelt ikke er omfattende nok. Jeg testede på nogle af de forfattere, jeg selv har stående på bogreolen og store udenlandske forfattere som Brett Easton Ellis, Italo Calvino, Georges Perec og Gabriel García Márquez er ikke med i Mofibo. På den danske front mangler jeg Poul Vad, Peter Seeberg samt ikke mindst Tom Kristenens mesterværk ‘Hærværk’.
Det synes jeg er skuffende, men man kan håbe, at de kommer med tiden. Mofibo har trods alt kun nogle få dage på bagen.
To favoritforfattere, Per Petterson og Jo Nesbø er dog heldigvis at finde, men skal jeg betale 99 kroner fast hver måned, forventer jeg adgang til alle forfattere og bøger.
Store udenlandske forfattere som Brett Easton Ellis, Italo Calvino, Georges Perec og Gabriel García Márquez er ikke med i Mofibo
Umiddelbart ser det ud til, at der findes rigtig mange selvbiografier og lignende fra kendte og semi-kendte mennesker, bøger der kan købes i det lokale supermarked til 79 kroner. Mit bud er, at dem, der er villige til fast at bruge 99 kroner om måneden, ikke er typerne, der læser denne type bøger, men vil have det, man lidt snobbet vil kalde finlitteratur og de folk vil nok gerne have adgang til netop Brett Easton Ellis, Italo Calvino, Georges Perec og Gabriel García Márquez.
Til gengæld ser det ud til, at der er fint med bøger til børn og unge, hvilket måske kan tiltale forældre. Jeg havde dog håbet på en lidt mere præcis opdeling i denne kategori, da rigtig mange af bøgerne er henvendt til teenagere og ikke små børn.
Her havde det været fint med en opdeling i for eksempel aldersgrupper, så man let kunne finde noget til børn på for eksempel fire år. Som det er nu skal man vide ret præcist, hvad man går efter.
Søgefunktionen er desværre ikke ret god. Under Krimier ligger for eksempel Nelson Mandelas selvbiografi ‘Eftertanker’ og uden at have læst ‘Dragens Hule’ af Bent T. Lund, så ligner den godt nok ikke en krimi, men mere en fantasybog for børn og unge. Ja, det står sådan set selv i beskrivelsen af bogen.
På næste side ser vi nærmere på selve appen, der er ret ustabil, og læseroplevelsen, der er ganske god. Vi fælder også endelig dom over Mofibo.