Canada dropper Huawei til 5G – vælger Ericsson og Nokia
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Huawei ikke er særligt populære i USA. Men det går heller ikke så godt for Huawei i Canada.
Canadiske teleselskaber fravælger Huawei til 5G
Canadiske operatører har nemlig valgt Huawei fra i deres planer om udbygningen af landets 5G-net. Det gælder både Bell Canada og TELUS, der begge har bekræftet, hvilke selskaber de kommer til at arbejde sammen med om 5G-udbygningen. Her er Huawei ikke at finde på listen.
Huaweis problemer begyndte, da Donald Trumps regering satte selskabet på landets Entity List af frygt for, at Huawei samarbejder med den kinesiske regering og dermed udgør en sikkerhedsrisiko. Huawei skulle ifølge Trumps regering give den kinesiske regering adgang til Huaweis enheder via bagdøre, så telefonerne kan bruges til spionage.
Sanktionerne mod Huawei gør, at de ikke længere kan sende Googles app-suite med i sine nye telefoner. Det har også begrænset antallet af selskaber, Huawei kan samarbejde med.
Det spændte desuden ben for Huaweis ambitioner, når det gælder infrastruktur. De fleste kender nok bedst Huawei som telefonproducent, men de er også en af de helt store aktører, når det gælder udstyr til 4G og 5G-netværk. På nuværende tidspunkt arbejder stort set alle operatører i verden med at udbygge 5G-nettet, så der kunne potentielt være store aftaler at få i hus for Huawei.
Se også: Priser på mobilt bredbånd
Vælger Ericsson og Nokia
Men sådan bliver det ikke. Blandt andet ikke i Canada. Bell Canada meddelte i sidste uge, at de vender sig mod Ericsson for at købe RAN-udstyr til sit 5G-netværk. Ericsson og Bell Canada har allerede arbejdet samme om Bells 4G LTE-netværk.
Også TELUS har fortalt, hvem de vil samarbejde med. Her gælder det Ericsson og Nokia.
Det er ikke godt nyt for Huawei. Tilbage i midten af januar meddelte operatøren Rogers, at også de vil samarbejde med Ericsson om 5G-netværket. De to selskabet har haft et nært samarbejde siden Rogers’ første trådløse tjenester, der kom i 1985.
Se også: Guides til teleselskabernes mobildækning og deres 4G & 5G netværk
Skal prioritere bedre dækning
Huawei har ellers gjort sit for at indgå aftaler rundt omkring i verden, især omkring 5G-nettet og et 5G-net, der dækker hele landenes område. Netop det er et ømt punkt i Canada, hvor operatørerne har fået besked om at prioritere bedre dækning. Fremtidens netværk må ikke være et problem uden for byområder, som det er i dag. Bell har for eksempel ambitioner om at skabe et 5G-netværk, der også dækker mindre byer og mere øde områder.
Huawei har tidligere leveret 4G LTE-udstyr til Bell og TELUS og har samarbejdet med Bell om teknologier for cellulær dækning over lange afstande. Ericsson og Nokia må have overbevist de canadiske selskaber om, at de formår at dække det enorme lande med 5G. Også i landområder.
I England arbejder man angiveligt på helt at droppe samarbejdet med Huawei om 5G fra 2023 og andre lande vender også tommelfingeren ned over for at lade Huawei udbygge 5G-netværk.
Canada tilbageholder i øvrigt stadig Huaweis CFO, Meng Wanzhou. Den canadiske regering godkendte for et par uger siden udlevering af Meng Wanzhou til USA. I USA kan Wanzhou møde anklager om bankbedrageri, pengevask, brud på sanktioner med mere.
Se også: Nyheder om 5G