Ericsson-chef kritiserer Huawei-forbud i Sverige
Børje Ekholm, topchef hos Ericsson, langer ud efter den svenske beslutning om at udelukke Huawei fra at involvere sig i den kommende 5G-auktion i Sverige. Overfor Financial Times siger Ekholm, at udelukkelsen begrænser fri handel og kommer til at forsinke udrulningen af 5G-teknologien.
I interviewet taler Ericsson-direktøren om beslutningen fra den svenske Post- og telestyrelse om, at de operatører, der skal være med i auktionen, ikke må bruge udstyr fra Huawei eller ZTE af sikkerhedsmæssige årsager. Huawei appellerede beslutningen og en domstol suspenderede den siden, hvilket har forsinket hele auktionen. Den skulle have startet 10. november, men sådan blev det ikke.
Se også: 3 vælger Ericsson til 5G
Ericsson kritiserer Huawei-forbud i Sverige
Selvom det ville gavne Ericsson enormt, hvis Huawei bliver sat ud af spillet og det dermed bliver muligt for Ericsson af snuppe markedsandele fra den kinesiske gigant, som det har været tilfældet i de lande, der allerede har udelukket Huawei, mener Ekholm, at den slags beslutninger skal gennemgås nøje.
Han forklarer i interviewet, at Ericsson og Sverige er ”bygget på fri handel”. Det er fra hans synspunkt vigtigt at have åbne markeder og fri konkurrence.
Se også: De billigste 5G-abonnementer
Mener udelukkelse sker for forkert grundlag
Svenskernes beslutning om Huaweis deltagelse i 5G-udbygningen kommer efter, at de svenske sikkerhedsmyndigheder og forsvar har vurderet, at Huawei udgør en sikkerhedsrisiko. Ekholm siger i interviewet, at han forstår, at telenetværk bliver en stadig vigtigere del i vurderingerne omkring landets sikkerhed.
Han mener dog, at Sverige har afveget fra EU’s 5G-guidelines og udelukket Huawei baseret på egne tolkninger af reglerne.
Ekholm erkender, at Huawei er en stor konkurrent, men mener stadig, at det er vigtigt at opretholde samarbejdet omkring industristandarder: ”Jeg hører til den kategori, der mener, at konkurrence, på den lange bane, gør os til et bedre selskab.”
Se også: 5G i Danmark
Skal også pleje sit marked i Kina
Ekholm giver med andre ord sin støtte til Huawei på sit eget hjemmemarked. Ericsson har også et marked i Kina. Det er derfor i Ericssons interesse at beskytte sine interesser i Kina.
Særligt hvis kineserne kunne finde på at slå tilbage mod Sverige og svenske selskaber efter en eventuel svensk udelukkelse af Huawei. Det har de kinesiske myndigheder været ude og sige, at de vil gøre.
Se også: Nyheder om 5G