Ericsson når 5G-milepæl – 100 5G-kontrakter
Ericsson har meddelt, at de er nået en ny milepæl, når det gælder 5G. De er nu oppe på 100 kommercielle 5G-kontrakter med operatører, der opererer på fem kontinenter.
Aftalerne inkluderer 56 live 5G-netværk og 58 offentliggjorte aftaler.
Den seneste tilføjelse på Ericssons liste over kunder er en lancering af det første kommercielle 5G-netværk i Slovenien, og den aftale kom i hus den 23. juli i samarbejde med Telekom Slovenije. Telekom Slovenije dækker omkring 25 procent af Sloveniens befolkning.
Se også: De bedste mobilnet i Danmark
Ericssons 5G-kontrakter dækker bredt
Ericssons kontrakter dækker 5G New Radio (NR) teknologitest og -prøver, kommercielle aftaler, udrulning af netværk og RAN og implementering af kernenetværk. Ericsson har også arbejdet på at udvikle 5G til brug til for eksempel automatisering af fabrikker, smarte kontorer, operationer på afstand samt andre erhvervs- og Industry 4.0-applikationer.
CEO for Ericsson, Börje Ekholm, slår fast, at selskabet er fortsat med ”at sætte kunderne i centrum for at kunne hjælpe dem med at levere fordelene ved 5G til deres kunder, industri, samfund og lande som en vigtig national infrastruktur”.
Börje Ekholm kommenterer ikke på, hvorvidt Huaweis problemer rundt om i verden som følge af amerikansk pres har været en hjælp for Ericsson i bestræbelserne på at hive 5G-kontrakter hjem. Det har formentlig ikke gjort det sværere.
Se også: Nyheder om 5G