Huawei: Vi kigger på 6G – har de langsigtede briller på
Teleselskabet 3 meldte forleden ud, at 3 Danmark vælger Ericsson til 5G i det danske netværk. Det betyder, at Huawei ikke længere har mulighed for at lave 5G-netværk i Danmark.
3 begrundede deres valg med, at Ericsson er dygtige på 5G og at det giver kommercielle fordele med det fælles danske og svenske netværk. Tommy Zwicky, der er kommunikationschef for Huawei, forklarer om valget af Ericsson, at konkurrence er et grundvilkår i branche. “Det sikrer innovation og bedre priser til kunderne. Det betyder også, at nogle ordrer får man og andre ikke”.
Ericsson og Nokia har 5G i Danmark – Huawei ser frem mod 6G
Nu, hvor 3 som det sidste selskab har meldt ud, hvem de bruger til 5G, så har Huawei ikke flere skud i 5G-bøssen lige nu. TDC har valgt Ericsson og Nokia laver Telenors og Telias netværk. Tommy Zwicky vil dog ikke acceptere, at de er helt ude af 5G-spillet i Danmark.
“5G-udrulningen er ikke en sprint, men et maraton. Så vi håber naturligvis på muligheder senere. Og så er forberedelserne til 6G såmænd allerede i gang. Vi har de langsigtede briller på”.
Hidtil har Huawei stået for 3’s core netværk, det vil sige den grundlæggende netværksstruktur. Tommy Zwicky forklarer, at det er 3, der kan svare på det, da vi spørger ham om det.
Vi har spurgt 3, om Huawei fremover skal blive ved med stå for core netværket, men det har vi ikke kunnet få svar på endnu.
Se også: Huawei: 5G+ er klar i 2025
Kender ikke konsekvenserne for medarbejdere
Da TDC valgte at at bruge Ericsson og ikke Huawei, der ellers stod bag TDC’s roste 4G-net, blev der skåret ned på medarbejderstaben på netværksdelen hos Huawei i Danmark. Spørgsmålet er så, hvilken betydning 3’s beslutning får for ansættelsesforhold i Danmark for Huawei.
“Som alle andre virksomheder tilrettelægger vi arbejdstyrken løbende. Jeg ved endnu ikke, om denne beslutning for konsekvenser for vores medarbejdere”, slutter Tommy Zwicky.
Se også: Nyheder om 5G