Kina svarer igen: Blacklister udenlandske virksomheder

Kina indfører nu sin egen blacklist af udenlandske virksomheder, der ikke følger markedsreglerne, afviger fra en kontrakts ånd eller indfører blokader eller hindrer leverandører til kinesiske virksomheder af ikke-kommercielle årsager.

Kina svarer igen: Blacklister udenlandske virksomheder

For et par uger siden sendte Trump-regeringen noget af en mavepuster i Huaweis retning, da de satte den kinesiske gigant på Handelsministeriets sorte liste og dermed hindrede Huawei i at sælge sine produkter i USA eller indkøbe komponenter produceret af amerikanske selskaber.

 

Kina klar med egen blacklist af udenlandske selskaber

Huawei har hidtil benyttet komponenter og software fra blandt andet Google, Qualcomm, Intel, Bluetooth SIG og så videre. Det tvang en lang række amerikanske selskaber, de ovenfornævnte samt mange flere, til at opsige samarbejdet med Huawei og dermed handikappe selskabet voldsomt.

Svaret fra den kinesiske regering blev at skabe en egen sort liste, der blev præsenteret i fredags. På den liste havner de selskaber, der ikke er flinke mod kinesiske selskaber, særligt Huawei.

Om listen siger en talsperson for det kinesiske handelsministerium, Gao Feng, til HongKongFP: ”Udenlandske virksomheder, organisationer eller individer, der ikke følger markedsreglerne, afviger fra en kontrakts ånd eller indfører blokader eller hindrer leverandører til kinesiske virksomheder af ikke-kommercielle årsager og alvorligt skader kinesiske virksomheders legitime rettigheder og interesser, kommer med på listen over ’upålidelige enheder’.”

Der er dog endnu ikke nævnt virksomheder ved navn, det skulle efter sigende komme på et senere tidspunkt.

 

Flere årsager til at komme på kinesisk liste

Videre nævner Gao, at visse udenlandske virksomheder har brudt de almindelige markedsregler og ånden i deres kontrakter, og det af årsager, der ikke har med handel at gøre. Der er blevet stoppet for leverancer og andre diskriminerende handlinger mod kinesiske virksomheder. Det er en krænkelse af virksomhedernes rettigheder, går imod deres interesser og sætter hele den kinesiske sikkerhed og landets nationale interesser på spil, siger Gao.

Trækket fra Kinas side virker som en eskalering af handelskrigen mellem USA og Kina, men når det kommer til stykket, er der nok ikke så meget, Kina kan gøre. De fleste af de amerikanske selskaber, der kan havne på Kinas liste, er lige så afhængige af de kinesiske selskaber, som de kinesiske selskaber er af dem. Kinesiske smartphone-producenter har langt hen ad vejen brug for processorer fra Qualcomm og Intel. Microsoft Windows vil det være svært for kineserne at undvære, og når det gælder Google, er det svært at se en fremtid for for eksempel Huaweis mobilsalg i Europa, hvis der ikke er adgang til Android og Googles tjenester som Gmail, Maps og YouTube.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner

 

Apple kan blive hårdt ramt 

Det selskab, der formentlig ville blive hårdest ramt af en sortlistning, er Apple, men de har ikke nogen forretningsaftale med Huawei, så Kina kan ikke rigtigt begrunde det rationelt, hvis de putter Apple på en sådan liste. Desuden har Kina brug for Apple i lige så høj grad, som Apple har brug for Kina, da mange kinesiske arbejdspladser er afhængige af Apple.

Man må formode at Kinas træk handler om at prøve at nå frem til en løsning eller et fælles standpunkt, så hele situationen kan reddes ud. Forbuddet mod Huawei rammer selskabet hårdt, og gør det meget sværere for den kinesiske gigant at være til stede på andre markeder end det kinesiske.

Se også: Kina vs USA