Danskere ønsker mere brug af overvågning og data til at stoppe bedrageri

Brug af overvågning og data i forbindelse med bl.a. socialt bedrageri, misbrugsafvænning og digitalisering af sundhedsydelser bliver taget positivt imod af danskerne, lyder det i ny undersøgelse.

Danskere ønsker mere brug af overvågning og data til at stoppe bedrageri

En helt ny undersøgelse gennemført af YouGov på vegne af KMD og EG viser, at danskerne er ganske positivt indstillede, når det gælder overvågning og brug af data på en række områder i det offentlige.

 

Flertal af danskere positive over for overvågning

Ifølge undersøgelsen er det i flere tilfælde de ældre danskere, der mener, at myndighederne skal have mulighed for at bruge data og overvågning. For eksempel er generationen over 60 år positivt stemte (64 procent) i forhold til at bruge sociale medier til at holde øje med bedrageri som for eksempel dagpengemodtagere, der uretmæssigt tager på ferie eller enlige forsørgere, der modtager ydelser, selv om de faktisk bor sammen med en partner.

Det tal er kun 38 procent blandt de 18- til 29-årige. Samlet set er 53 procent af danskerne positive overfor idéen og 30 procent er ikke.

“Øget digitalisering og brug af data letter ikke bare hverdagen for langt de fleste danskere. Flertallet anerkender også tydeligt mulighederne for at benytte data og den viden, der følger med, på tværs af systemer”, siger Mette Louise Kaagaard, direktør KMD Local Government. Hun forklarer videre, at det også er tydeligt med de seneste års mange diskussioner om brugen af data i det offentlige, at adgangen til og brugen af data skal reguleres. Især i takt med, at data bliver stadigt nemmere at gemme, samkøre og anvende.

Se også:

 

God idé med overvågning med GPS 

Undersøgelsen viser også, at 45 procent af de adspurgte i undersøgelsen synes det er en god idé at overvåge misbrugere på afvænning med en GPS, så der kan tages kontakt til dem, hvis de bevæger sig ind i et område med mange stoffer i omløb. Igen viser de ældre sig mere positive end de yngre.

43 procent mener også, at det er en god idé, at børnetelefonen gør brug af en såkaldt chatbot til at afgøre, hvilke børn der har mest brug for hjælp fra en professionel – 28 procent mener det ikke er en god idé.

Endelig er 64 pct helt eller delvist enige i, at man skal have en digital borgermappe, som forskellige offentlige instanser kan se med i, hvis der er en lovmæssig grund til det, eller du har givet samtykke, så alle informationer fra for eksempel jordemoder, sundhedspleje, praktiserende læge, vuggestue og børnehave, socialforvaltning etc. er samlet et sted.

Se også: