”Lukker Telia ned er der hungersnød efter 14 dage”
Foråret er først nu ved at springe ud i fuldt flor, men allerede tilbage i februar tyvstartede Telia forårsrengøringen ved at skifte topchef. Ud røg den nu tidligere administrerende direktør i Telia, Jesper Brøckner, og ny chef er Søren Abildgaard, tidligere CEO i det Telia-ejede Call me.
Søren Abildgaard går under navnet Lavprisgeneralen på grund af sit virke i Call me og Magasinet Mobil har mødt den nye chef for at høre nærmere om fremtiden for Telia. Ligesom TDC, Telenor og 3 er ramt af den verserende priskrig, så er Telia det også. Og det var formentlig den bærende årsag til, at Søren Abildgaard blev hentet til topposten hos Telia.
”Vi har udfordringer på markedet med for eksempel en lavprisbasker som Onfone. Onfone sælger minutpriser til under indkøbspris for at få kunder, så de kan blive solgt. Der er ikke plads til fire netværk i Danmark, og så længe der er denne overkapacitet, så kan det her ske igen og igen.
Telia har allerede pakkeløsninger med deres On-produkter, men Abildgaard medgiver, at Telia ikke er helt skarpe nok på det område, så det er noget, der skal kigges på.
Men Abildgaard forklarer også, at netværksoperatørerne arbejder under andre vilkår og har andre forpligtelser end selskaber som for eksempel Onfone, CBB og Oister:
”Den tid er forbi, hvor lille Lise i 5. klasse skal kunne sende en sms. Det er vigtigt, men det er også rigtig vigtigt at se på telebranchen som leverandør af den underliggende infrastruktur til effektivisering og digitalisering af hele vores velfærdssamfund. I Sverige bliver der talt om, at hvis Telia lukker ned, så vil der være hungersnød efter 14 dage, da infrastrukturen ville bryde sammen. Vores forpligtelser er store. Det handler ikke bare om adgang til Facebook, der er meget større ting på spil”, forklarer Abildgaard.
Du kan læse hele interviewet med Søren Abildgaard i det nummer af Magasinet Mobil, som er i butikkerne nu. Du finder Magasinet Mobil her.