Google Translate-appen er nu endnu mere præcis i offline-mode

Google har opdateret Translate / Oversæt appen, så den er mere præcis i offline-brug - også translitteration-funktionen er blevet forbedret.

Google Translate-appen er nu endnu mere præcis i offline-mode

For globetrotteren kan det være svært at finde gode opkoblinger, der ikke koster en formue. Samtidig kan det være godt at have adgang til oversættelse af alt det, man ikke forstår sig på, når man ikke taler det lokale sprog. Derfor er det dejligt, at Google Translate har en god offline-mode.

 

 

Google Translate bedre til offline brug

Men hvor god den end er, er der en opdatering med forbedringer på vej. Google har netop annonceret, at der kommer forbedringer af offline-funktionen, hvor præcisionen bliver skruet op. Samtidig bliver tilgangen til udtale-hjælp udvidet på en række sprog.

Ifølge Google bliver offline-oversættelserne for 59 sprog gjort 12 procent bedre. Det sker ved hjælp af forbedret ordvalg, grammatik og sætningsopbygning. En lille gruppe sprog, herunder japansk, thai, polsk og hindi får forbedringer på over 20 procent.

Se også: Mobilabonnementer der kan bruges i udlandet

 

Forbedret translitteration

Derudover øges understøttelsen af translitteration. Translitteration og oversættelse er to forskellige ting, hvor translitteration handler om at overføre et ord fra et alfabet til et andet og ikke om at give en definition af et ord på et andet sprog.

Den udvidede translitteration skulle gøre det lettere at kommunikere verbalt ved at vise brugeren, hvordan ord, der er skrevet med et fremmed skriftsprog, skal udtales. Understøttelse af offline translitteration kommer for til nye sprog, blandt andet arabisk, bengali, gujarati, kannada, marathi, tamil, telugu og urdu.

Opdateringen skal være klar til alle med den nyeste version af Translate. For at kunne bruge funktionerne skal man downloade filerne til det pågældende sprog. Har man allerede downloadet dem tidligere, bør appen bede om en opdatering af filerne.

Se også: Nyheder om Google Translate