Test af Beosound Balance – betaler gerne overpris

For en gangs skyld kunne jeg blive fristet til at betale overpris for hold op hvor her Beosound Balance god lyd og lækkert design. Test af Beosound Balance.

Test af Beosound Balance – betaler gerne overpris

Stemmestyrede wifi og bluetooth opkoblede højtalere myldrer frem over alt og de bliver bedre og bedre – den forløbige kulmination inden for kategorien er Beosound Balance som har vanvittig god lyd og lækkert design. Man kommer også til at betale for det, men for en gangs skyld kunne undertegnede godt blive fristet til at betale overpris. Test og anmeldelse af Beosound Balance.

 

Test og anmeldelse af Beosound Balance

Design

Ambitionsniveauet er enormt med Beosound Balance – også når det gælder designet. Design er naturligvis en smagssag. Normalt er jeg begejstret for designet på B&Os headset og højtalere, mens deres tv-produkter af nyere dato ikke rigtig har faldet i min smag.

Men jeg er vild med designet på Beosound Balance. Det cylinderformede design gør, at højtaleren passer ind i de fleste hjem og jeg er vild med kombinationen af egetræ og vævet stof. Det er ikke bare en højtaler, der står placeret i rummet – den bliver en central, men ikke anmassende del af rummet.

Højtaleren vejer godt 7 kilo, så man flytter ikke bare rundt på den og den skal også have strøm – den kan ikke køre på batteri. Derfor skal den som udgangspunkt stå et fast sted.

Øverst på højtaleren finder man nogle meget diskrete touch-taster til at styre musikken med og til at slå for eksempel bluetooth til.

 

beosound balance test pris

Se også: Bedste priser på højtalere

 

Lyd

Beosound Balance har ekstremt god lyd – det er virkelig imponerende, hvor fremragende lyd, B&O har formået at bygge ind i højtaleren, uanset hvor dyr den så end er. Det cylinderformede design ser ikke kun godt ud – det har også en funktion. Der sidder syv højtalere placeret rundt om enheden og man kan vælge, at højtaleren bruger en teknik, hvor den for eksempel kan bruge bagvæggen til at forbedre lyden.

Rent teknisk forklarer B&O det med, at de benytter en faseforskudt teknik, der er med til at skabe en større og mere fyldig lyd.

Højtaleren har også det, B&O kalder for ‘Aktiv Rumkompensation’, hvor den selv finder ud af, hvor i rummet den er placeret og så optimerer lyden efter det. Det er praktisk talt ligegyldigt, hvilken genre man spiller, så står alle detaljer knivskarpt frem. Det betyder heller ikke noget, om man spiller lavt eller højt – højtaleren håndterer alle lydregistre til topkarakter.

Basdelen på Balance benytter to basenheder med en max-effekt på 200 watt – det er mere end rigeligt til at spille en stor stue op fyldt med mennesker. Samtidig er der en række muligheder for at vælge særlige lydindstillinger for at få den bedst mulige lyd.

Det er muligt at købe to Balance-højtalere og koble dem sammen for at få ægte stereolyd – det er lige peberet nok med 30.000 kroner for den mulighed. Til gengæld er lyden ganske enkelt fremragende fra bare den ene højtaler, så der er ingen grund til at gøre det – ikke ved normal brug i hjemmet.

Se også: Test af de bedste bluetooth højtalere

Funktioner, parring og opkobling

Det er enkelt at komme i gang med BeoSound Balance. Man sætter stikket i en stikkontakt og så lyser virtuelle taster øverst på højtaleren op. Her kan man så vælge at koble ens mobil eller anden afspillerenhed til via bluetooth eller man kan bruge et ethernet-kabel.

Man kan også koble højtaleren til mobilen via altså over WiFi og Chromecast eller AirPlay 2 og styre den med stemmen. Det er så Google Assistant, der er bindeleddet mellem brugeren og højtaleren. Det fungerer fint at styre den med Google Assistant og de fleste vil formentlig koble højtaleren op på denne måde.

Man kan styre musikken og lyden via touch-brugerfladen øverst på højtaleren eller på mobilen, hvis man bare bruger bluetooth, men man kan også bare bruge stemmen, hvis man kobler den op til Google Home.

Selvom de fleste nok vil benytte en trådløs opkobling til Beosound Balance så har den også lydindgang til for eksempel en pladespiller. Det er meget godt se i disse tider, hvor pladespillere og LP’ere stadig er populære.

Desværre er Beosound Balance som sagt ikke batteridrevet – den kan kun køre med strømstik. Det er naturligvis ikke en højtaler, man lige tager med på stranden på grund af vægten, men det havde været lettere at tage den med ud på terrassen for eksempel, hvis den havde batteri til nogle timers musikafspilning.

Se også: Mobilabonnementer med musik

 

Pris og konklusion

15.000 kroner for en højtaler lyder vildt – og er også vildt. Men hold da op, hvor lyder Beosound Balance da bare godt og hvor er designet lækkert og hvor er der dog bare kræset for detaljerne i alle henseender.

Så ja, 15.000 kroner er mange penge for en højtaler og normalt er jeg selv meget forbeholden over for at betale for så mange penge for noget, der ikke nødvendigvis er 3-4 gange bedre end produkter, der er 3-4 gange billigere. Men for en gangs skyld kunne jeg faktisk godt blive fristet og jeg kunne også få min bedre halvdel med på ideen…

 

Karakter: 9/10

Pris på Beosound Balance: Cirka 15.000 kroner.

Se også: Anmeldelser af højtalere