Google-chef utilfreds med salg på Android Market
Apple var først ude med muligheden for at købe udvidelser og tilføjelser til programmer og spil i deres iOS til bl.a. iPhone og iPad. Nu lader det til at Google vil følge i Cupertino-gigantens fodspor og introducere en lignende løsning til Android i løbet af årets første kvartal.
Google er i øjeblikket i gang med at undersøge hvordan man kan gøre det lettere for Android-udviklere at tjene penge på deres software, og dette skulle være en af de mulige løsninger.
Betal over mobilregningen
Google planlægger desuden at samarbejde med flere operatører, så indkøb på Android Market kan betales gennem mobilregningen – i øjeblikket er dette kun tilgængeligt for kunder hos den amerikanske operatør AT&T.
I et interview med Forbes fortæller Eric Chu, ansvarlig for Android-platformen hos Google, at man også vil blive bedre til at bringe de rigtig gode programmer frem i søgelyset, hvor de opnår bedre eksponering. De gode og populære programmer skal gøres synligere ved at Google forbedrer karaktersystemet i Market.
Social programbutik
Chu nævner desuden også at Google vil gøre Market og applikationer mere sociale ved at udnytte telefonbogen, som er åben for udviklere. Fremgangsmåden gennemgås ikke i nærmere detaljer, men Chu mener at den helt store styrke ved at bruge telefonbogen er, at den indeholder oplysninger fra adskillige kilder.
Desuden er HTML5 vigtigt for Google, og det er ikke utænkeligt at det skal kunne bruges til at lave fremtidige applikationer.