Endnu en bank på vej med iPhone-app

Danske Bank førte an med bank-apps til smartphones herhjemme, og efterspørgslen ser ud til at være der. Nu er Vestjyskbank også snart klar med en iPhone-app.

Endnu en bank på vej med iPhone-app

Efterhånden som smartphones bliver mere og mere avancerede kan de også overtage mange af de opgaver, som man normalt har brug for en computer til at løse. Et af de seneste eksempler på det er de stadig nye bank-apps, som Danske Bank var hurtigt ude med herhjemme. Nordea, Jyske Bank og Nykredit har dog også eller er på vej med bank-apps, og nu melder endnu en bank sig til den voksende liste.

Jysk bank klar til iPhone

Det er den jyske bank Vestjyskbank, der vil være blandt de første banker i det midt- og vestjyske, som har en app klar. I slutningen af februar skulle man således kunne hente deres iPhone-app med navnet Vestjyskmobilbank, som vil kunne bruges til at se saldo på egne konti, se de seneste transaktioner, se og slette kommende betalinger, samt foretage overførsler mellem egne og andres konti.

Ikke kun for kunder
Selvom man ikke er kunde hos Vestjyskbank vil man dog stadig kunne få glæde af applikationen, der også virker på iPad og iPod touch. Den vil nemlig også kunne bruges til at finde nærmeste pengeautomat, hvilket også inkluderer andre bankers pengeautomater, se valutakurser og omregne mellem valutaer, samt se kontaktoplysninger til Vestjyskbank.

Vestjyskbanks app skulle kunne hentes gratis fra uge 9 i Apples App Store. De har desuden også planer om en app til Android, der skulle komme på et senere tidspunkt.

Kilde: Vestjyskbank