Android-mobil skal sendes i kredsløb for at styre satellit
Et britisk firma vil nu sende en helt almindelig smartphone med Android ud i rummet og bruge den til at styre en lille satellit på 30 cm og tage billeder af Jorden. Det skriver BBC. Der har tidligere været forsøg med at sende mobiltelefoner op med balloner, men skulle være første gang man har sendt en telefon ud i kredsløb.
Surrey Satellite Technology ønsker at teste om en normal mobiltelefon kan fungere i rummet.
”Moderne smartphones er fantastiske. De indeholder processorer der har helt op til 1 Ghz, og de har masser af Flash-hukommelse. For det første vil vi se, om telefonen overhovedet fungerer deroppe, og hvis den gør, om den kan bruges til at styre en satellit,” siger projektleder Shaun Kenyon til BBC.
Eksperimentet skal vise, om den komplicerede og meget dyre elektronik i typiske satellitter kan erstattes med billige standard-komponenter – som f.eks. dem, der findes i en mobiltelefon.
Firmaet vil ikke fortælle hvilken smartphone der skal bruges, men der skulle være tale om en helt almindelig model til mindre end 5.000 kroner, der kan købes i enhver butik.
”Vi skiller den ikke ad; vi tager ikke indmaden ud; vi fjerner ikke printpladerne og sætter dem i vores satellit; vi flyver telefonen som den er,” siger Kenyon.
Men telefonen skal dog anbringes inde i satellitten og beskyttes med et særligt hylster for at værne mod de ekstreme temperaturforhold i rummet. Der er skåret et hul i hylstret, så telefonens kamera kan tage billeder.
Telefonen kan ikke selv ”ringe hjem” fra rummet – beskeder og billeder sendes over satelittens egen radioforbindelse.
Surrey Satellite Technology henviser til at Android er open source og dermed har det været muligt at udvikle sine egne modifikationer af softwaren – herunder altså de systemer, der skal hjælpe med at styre rumfartøjet.