App-test: Bedste kamera-app til Android

Kamera-app’en Retro Camera giver flotte billeder med retro-skær over sig. Faktisk sparker den nyt liv i kameraet i din Android-mobil.

App-test: Bedste kamera-app til Android

Android-mobiler går sin sejrsgang verden over af mange gode grunde, men typisk er det ikke takket være kameraet. Når det gælder billedkvaliteten, halter Android noget efter Nokias Symbian-mobiler og iPhone. Men heldigvis har vi programmet Retro Camera.

Når programmet er installeret, kan man begynde at vælge mellem fem forskellige typer retro-kameraer, der alle giver forskellige slags billeder: The Bärbl (Leipzig 1951), The Fudge Cam (Quebuec, 1961), The PinhOle (fra 80’erne), Xolaroid 2000 (San Francisco 1972) og The Little Orange Box (USSR 1976).

Man kan vælge mellem farve og sort/hvid til alle kameraer og det er let at skifte mellem de forskellige kameratyper. Man finder dog hurtigt nok ens favoritkamera, min egen er Xolaroid 2000 til farver, som jeg synes giver den flotteste billedstil uden at retrostilen overdrives. Det kan der være tendens til med de andre, men det er naturligvis en smagssag.

Til sort/hvid foretrækker jeg Little Orange Box.

Når et billede er skudt, og man vil se det med det samme, skal man lige vente en små 5 sekunder, mens det bliver fremkaldt i mørkekammeret. En sjov lille detalje, men det kan være lidt trættende i længden at vente den tid på at kunne se billedet. Alle de billeder, man har taget, sidder fast på en tøjsnor med tøjklemme og så bladrer man simpelthen bare igennem alle billederne.

retro camera

Når man har fundet det kamera, man vil have, dukker det op på mobilskærmen, og så ser man det igennem kamerasøgeren på skærmen. Man klikker så på en tast på skærmen, når man skal tage et billede.

Billederne kan i øvrigt let mailes eller deles på Facebook og Twitter.  Programmet, der er gratis at hente ned fra Android Market, giver ganske enkelt noget ekstra værdi til kameraet og jeg bruger det faktisk oftere og oftere, når jeg tager billeder, uanset om det så er af datteren og kæresten derhjemme eller turistbilleder på farten.

Retro Camera er især godt til de Android-mobiler, som normalt ikke tager gode billeder, for eksempel Galaxy Tab, som app’en er testet på til denne test. Men den giver også flotte og anderledes billeder, selvom man har en god kameramobil som HTC Desire HD.

Fik vi nævnt, at Retro Camera er gratis? Det er den, og gratis er som bekendt godt, især for en app som denne.

Retro Camera
Testet på: Samsung Galaxy Tab
Pris: Gratis
Karakter: 10/10