IT- og Telestyrelsen: Sådan bruger du din mobil

På onsdag afslører IT- og Telestyrelsen, hvad vi bruger mobilen til i ny rapport, som Mobil har fået indsigt i.

IT- og Telestyrelsen: Sådan bruger du din mobil

IT- og Telestyrelsen offentliggør nye tal om danskernes brug af mobiltelefonen i rapporten "Det Digitale Samfund" på onsdag. Det er andet år i træk, at rapporten udgives.

Den viser mange interessante og måske overraskende ting. Blandt de 75-89-årige er det for eksempel 57 procent, der har en mobiltelefon, mens 32 procent har adgang til en computer i hjemmet og 29 procent har internet.

Samlet har 92 procent af de 16-89-årige en mobiltelefon. Ifølge Danmarks Statistik har henholdsvis 86 procent af befolkningen i denne aldersgruppe adgang til en computer i hjemmet, mens 84 procent har internet i hjemmet.

Mobiltelefonens funktion i hjemmet er også blevet meget bredere. For eksempel har cirka 2/3 af de 16-74-årige anvendt deres mobiltelefon som vækkeur og til at tage billeder med, mens omkring en tredjedel har anvendt Bluetooth, lyttet til musik og radio og spillet spil på deres mobiltelefon.

Også på farten anvender vi i stigende grad mobiltelefonen som GPS. Andelen, der har anvendt GPS via mobiltelefonen, er således næsten blevet fordoblet fra 8 til 15 procent det seneste år.