Vodafone UK advarer: 5G-føring mistes uden Huawei
I starten af året slog de engelske myndigheder fast, at de ville tillade Huawei at udbygge en del af de ydre netværk i England med 5G. Den beslutning kom efter lange diskussioner frem og tilbage og var endegyldig.
Indtil den så ikke længere var det. For nogle uger siden lød der nemlig nye toner efter pres fra politisk side. Huaweis 5G-udstyr skulle fases helt ud af de engelske netværk inden 2023. Det skrev den engelske avis The Telegraph.
Vodafone: England mister 5G-føring uden Huawei
Det har nu fået Vodafone i England til at råbe vagt i gevær. Vodafones CTO, Scott Petty, siger til Financial Times, at England vil miste førertrøjen inden for 5G, hvis de skal bruge tid og penge på at skifte Huaweis netværksudstyr ud med andre selskabers netværksudstyr.
Man kan diskutere, hvorvidt England er førende inden for 5G, men tre af de fire teleselskaber med eget netværk i England bruger alle udstyr fra Huawei. Det gælder Vodafone, BTs EE og 3. Og alle har taget hul på 5G og udbygget med mere og mere udstyr fra Huawei efter de meldinger, der kom fra engelsk side i starten af året. Her lød det, at teleselskaberne kunne bruge op til 35 procent udstyr fra Huawei på de ydre dele af netværkene. Core-delene, de essentielle og kritiske dele af netværkene, måtte Huawei ikke arbejde med.
Derfor vil det naturligvis koste både tid og penge for disse selskaber at skifte Huaweis udstyr ud med udstyr fra Ericsson eller Nokia.
Se også: Mobildækning og netværk
Ikke udstyret, der er problemet – men tiden og besværet
Det er værd at bemærke, at Petty ikke slår fast, at England vil sakke agterud på 5G, fordi de mister Huaweis viden og knowhow inden for 5G. Det er mere det, at de skal bruge tid og ressourcer på at skifte udstyret ud med noget nyt, der er problemet.
Petty mener, at de engelske myndigheder i stedet skulle fokusere på at udbygge 5G-dækningen og udvikle 5G-muligheder for den engelske industri i stedet for at fokusere på at fjerne Huawei.
Se også: Nyheder om Huawei og 5G