Sony Ericsson Xperia Play: Så er der specs
Det er et kinesisk website, som har lagt informationerne og billederne af den nye spilmobil fra Sony Ericsson online.
Xperia Play, som hybridtelefonen angiveligt kommer til at hedde er blandt andet udstyret med Qualcomms grafikprocessor Adreno 205, mens CPU’en er en 1 GHz Snapdragon-processor. Skærmen måler fire tommer, og den er klar med en opløsning på 854 x 480 pixel. Den kan optage video i 720p på det fem megapixel store kamera, som får lidt hjælp fra det indbyggede LED-lys.
Xperia Play har en arbejdshukommelse på 512 MB, og batteriet skulle angiveligt være et godt 1500 mAh-batteri.
På bagsiden er telefonen udstyret med en ekstra samtalemikrofon, som kan hjælpe med at reducere støjen, når man taler i telefonen.
Læs også: Flere billeder af PlayStation-mobilen
Der er selvfølgelig meget fokus på spildelen i Xperia Play, men indtil videre har det ikke været muligt at spore udgange, som kan afsløre noget ekstraordinært i den retning.
For hvilke typer spil kommer den til at kunne køre? Er der PSP-spil, koverterede PSOne-spil eller er Sony Ericsson på vej med en helt ny platform til spiludviklerne? Ud fra billederne er det eneste, der er tydeligt, at menusystemet for spildelen i Xperia Play kommer til at gå under navnet Playstation Pocket.
Forhåbentlig får vi en del flere svar på den kommende Mobile World Congress i februar, som Mobil.nu dækker intensivt.