Huawei sætter 1 mio. dollars på højkant i app-konkurrence
Huawei skal have et større udbud af apps i AppGallery, der pendant til Google Play Store. AppGallery er blevet livsnødvendig for Huawei efter de blev sat på USAs sorte liste. For at få gang i app-udviklingen afholder de nu en stor global app-konkurrence med en samlet præmiesum på 1 million dollars.
Huawei app-konkurrence med store pengepræmier
Udover chancen for at vinde en større pengepræmie, får finalisterne også deres apps promoveret i Huawei AppGallery, hvor de vil være tilgængelige for flere hundrede millioner af brugere fra mere end 170 lande.
App-udviklere fra hele verden kan tilmelde sig konkurrencen og bidrage med deres bud på fremtidens apps baseret på Huawei Mobile Services (HMS).
Konkurrencen kaldes for AppsUp og deltagerne kan anvende alle de værktøjer og ressourcer, der er tilgængelige gennem Huawei Mobile Services (HMS) og HMS Core. Fem regionale events vil blive afholdt i Kina, Asia Pacific, Latinamerika, Europa samt Mellemøsten og Afrika.
Se også: Find billig Huawei P30
Tilmeldingsfrist til AppsUp den 30. august
Yin Lin, direktør for Huawei Consumer Business Group Danmark, forklarer, at de gennem AppsUp-konkurrencen håber at grave alle de innovative app-udviklere frem og stille en platform til rådighed, hvor de kan fremvise deres arbejde. “Vi er spændte på at se, hvad deltagerne kommer til at skabe ved at anvende de muligheder, som Huawei Mobile Services tilbyder”.
Tilmeldingsfristen er d. 30. august 2020 og skal ske gennem Huaweis officielle hjemmeside.
Se også: Nyheder om Huawei