Apple og Disney frygter forbud mod WeChat
En række amerikanske selskaber er urolige over de begrænsninger, den amerikanske regering har indført overfor den populære kinesiske app, WeChat, skriver Wall Street Journal.
Disney og Apple bange for forbud mod TikTok og WeChat
Blandt de mange selskaber, der i sidste uge tog kontakt til Det Hvide Hus, er Disney, Apple og Walmart. Wall Street Journal fortæller, at de tog kontakt til den amerikanske regering i et forsøg på at få mere klar besked om det forbud, Donald Trump indførte 6 august.
Her forbød han ”enhver transaktion der er relateret til WeChat”. De amerikanske selskaber vil desuden gerne have forbuddet indsnævret hen over de kommende uger. Det fortæller anonyme kilder til avisen.
Forbuddet har til formål at ramme den sociale medieplatform TikTok og beskedappen WeChat, begge baseret i Kina. I lovteksten står: ”Udspredelsen i USA af mobile applikationer udviklet og ejet af selskaber i Folkerepublikken Kina fortsætter med at true den nationale sikkerhed, udenrigspolitik og økonomi i USA.”
Se også: Find priser på mobiltelefoni til erhverv
Forbud mod WeChat kan smadre Apples iPhone-salg i Kina
Analytikere har imidlertid advaret mod de risici et forbud mod WeChat kan medføre for amerikanske selskaber. WeChat er ejet af kinesiske TenCent og er en af de mest populære chatapps i verden med over en milliard brugere verden over, majoriteten i Kina.
Eksperter advarer om, at et forbud mod WeChat i alvorlig grad kan begrænse mulighederne for amerikanske selskaber, når det gælder konkurrence på det kinesiske marked, som det ser ud i dag. For eksempel skulle Apples salg af iPhones kunne falde 30 procent på verdensplan, hvis forbuddet tvinger Apple til at fjerne WeChat fra App Store, mener en Apple-analytiker.
De øvrige selskaber, der altså har rakt ud til Det Hvide Hus, er ifølge Wall Street Journal Ford, Proctor & Gamble, MetLife, Intel, Goldman Sachs, Morgan Stanley, United Parcel Service, Merck & Co. og Cargill.