Den nye Motorola RAZR 5G er bedre og billigere
Nyt forbedret design, Snapdragon 765G og dermed 5G, bedre kamera og en lidt lavere pris – den nye Razr 5G ligner en rigtig god forbedring af første noget skuffende generation.
Da Motorola annoncerede Razr Fold sidste år, høstede den rigtig stor hype. Den så lækker ud på billeder og mange sendte glade minder tilbage til den oprindelige klapmobil Razr V3 fra 2004. Den solgte i svimlende antal eksemplarer. Desværre gik luften ret hurtigt ud af ballonen. Telefonen var – for at sige det mildt – en middelmådig telefon med en utrolig høj pris. Samtidig blev Motorola ramt på produktionen og salgsstarten på grund af COVID-19 og det hele endte med at løbe lidt ud i sandet.
Se også: Find bedste priser på Motorola Razr
Den nye Motorola Razr 5G – bedre og billigere
Alligevel var det en interessant nok telefon, da den ikke var en stor klods som de andre foldbare telefoner. Nu er tiden så kommet til 2. generation. Motorola kalder den ‘Razr 5G’, men mange har naturligvis også døbt den Razr 2.
Meget tyder på, at der er rettet op på en række væsentlige issues, der var med første generation.
Bedre design og yderskærm
Den ser ikke ud til at have helt samme retro-look som forgængeren. Der er kommet mere glas på designet og kanterne er mere afrundede. Fingeraftrykssccanneren er også flyttet om på bagsiden under M-logoet.
Lukke og åbne mekanismen er ændret en lille smule, men det lader til at være meget minimale ændringer, der er tale om. Motorola lover, at man kan åbne og lukke telefonen 200.000 gange, inden der er risiko for, at den begynder at drille.
Hovedskærmen er 6,2 tommer stor, mens der er et 2,7 tommer lille display på ydersiden – Quick View-skærmen, som Motorola kalder den. Den er blevet forbedret.
Nu man kan køre lige den app, man har lyst til på skærmen. Motorola udvælger otte apps, som de mener fungerer bedst, men du kan altså benytte lige den app du vil på yderskærmen. Nogle apps vil sikkert se lidt deforme ud, når de skal tilpasses den lille skærm, men det er skønt, at Motorola har udvidet mulighederne med yderskærmen.
5G og forbedret batteri
Processoren er den glimrende Qualcomm Snapdragon 765G med indbygget 5G. Den har 8 GB RAM og 256 Gb indbygget hukommelse.
Batteriet er kun på 2.800 mAh – en minimal forbedret af de 2.510 mAh, der var i den første udgave. Næsten uanset, hvordan man vender og drejer det, så er 2.800 mAh godt nok ikke meget på en mobil som denne. Også selvom man kan bruge den lille yderskærm til flere ting. Den bruger ikke så meget batteri som den store hovedskærm, når telefonen er slået ud. Det bliver interessant at se, om 2.800 Mah virkelig rækker til en dags brug.
Der er ikke understøttelse af trådløs opladning, men dog af lynopladning.
Betydeligt bedre kamera
På kamerafronten har Razr 2 nu 48 megapixel mod tidligere 16 megapixel. Og det med optisk billedstabilisering (OIS). Særligt OIS er en tiltrængt nyhed – det vil formentlig gøre mere for billedkvaliteten end de ekstra megapixel.
Noget andet, der også vil øge billedkvaliteten, er, at kameraet tager langt mere lys ind. Motorola oplyser at kameret i telefonen er fire gange mere lysfølsomt end tidligere.
Tilgængelighed og pris på Razr 5G
Motorola oplyser, at Razr 5G er klar til salg i Danmark i løbet af oktober. Dollar-prisen på Razr 5G er 100 dollars lavere end på den første model. Den danske pris på Razr’eren fra 2019 lå på 12.999 kroner og faktisk falder prisen noget mere i Danmark.
Razr 5G får nemlig en pris på 10.999 kroner – den bliver altså 2.000 kroner billigere end den første model. Den vil kunne købes hos Telia, Call me, Proshop og Elgiganten – flere forhandler kommer til, inden salget starter, lover Motorola.
Se også: Nyheder om Motorola