3: Coronakrisen har været den vildeste stresstest af nettet
Nu har vi taget hul på 2021, der forhåbentligt bliver et langt bedre år end 2020. Det altdominerende tema i 2020 var naturligvis COVID-19, der prægende verdens befolkning og gang som intet andet. Det gjaldt også for dataforbrug. 3 har for eksempel gjort status over kundernes brug af mobilnetværket det seneste år.
Coronakrisen boostede det mobile dataforbrug hos 3
Med hjemmearbejde, hjemmeskoling og mere tid til streaming og gaming har særligt dataforbruget slået alle rekorder, i hvert fald på 3’s netværk. 3 oplyser selv, at deres kunders dataforbrug i 2020 svarer til nonstop streaming af Netflix i mere end 16.600 år – i HD-kvalitet.
Det svarer til knap 320.000 terabyte. Det betyder en stigning på 44 procent sammenlignet med 2019. Dermed steg dataforbruget på 3’s netværk mere end gennemsnittet på de danske netværk. I gennemsnit steg det mobile dataforbrug med 33,8 procent på de danske netværk.
”Coronakrisen har for alvor fået sat skub i digitaliseringen af vores hverdag, og det kan aflæses i netværket. Særligt streaming, som også omfatter for eksempel videomøder og online-undervisning, øger belastningen, så dataforbruget på hverdage efterhånden permanent ligner det, vi tidligere kun så i weekenden. Og intet tyder på, at vi kommer tilbage til niveauet før corona,” forklarer Kim Christensen, der er netværksdirektør hos 3.
Se også: Sammenlign priser på mobilt bredbånd på 3’s netværk
Den vildeste stresstest
Han forklarer videre, at coronakrisen har været den vildeste stresstest, men siger samtidig ikke overraskende, at netværket har bestået med bravur. Kim Christensen slår samtidig fast, at hele tiden skal øge dækningen, hastigheden og kapaciteten, og derfor planlægger de en komplet opgradering af deres 4G-netværk i 2021, samtidig med at de udruller 5G. Mobilt bredbånd over 5G forventes at sætte endnu mere skub i dataforbruget på mobile netværk.
3 oplyser, at antallet af udgående sms’er faldt 5 procent i 2020 sammenlignet med 2019, mens antallet af udgående opkald steg 21 procent.
Når antallet af sms’er falder, hænger det sammen med, at mange danskere er gået over til beskedtjenester som iMessage, Messenger og WhatsApp. Beskeder herfra kan ikke måles enkeltvist i netværkstrafikken, men indgår indgår i det samlede dataforbrug.
Se også: Nyheder om netværk