Stor Android-opdatering under opsejling

Google har planlagt at lave en større opdatering af Android Marked i dag. Det åbner muligvis døren for en masse nye funktioner i Android.

Stor Android-opdatering under opsejling

På blot et par år har Googles smartphone-styresystem Android taget mobilverdenen med storm. Det har ikke mindst skyldtes en kontinuerlig opdatering af styresystemet og dets funktioner. Og nu ser det ud til, at Android snart får flere nye smarte funktioner.

Stor opdatering

Google har nemlig underrettet udviklere af Android-programmer om, at de i dag vil foretage en større opdatering af Android Marked, der gør, at der i seks timer ikke kan lægges programmer op på Android Marked. En så langvarig opdatering er sjælden, og tyder på, at Google er ved at gøre klar til nogle af de mange nye funktioner, som de tidligere har talt om, og som vi har hørt rygter om.

Surf på Android Marked på computeren
En af de nye funktioner vi formentlig snart får at se, er muligheden for at finde et program på Android Marked via sin computer og derefter sende det til sin Android-mobil over internettet. Man behøver således ikke forbinde sin mobil til computeren hverken med eller uden kabel.

Mulig iTunes-konkurrent
En anden ting, som Google snart skulle være klar med, er Google Music. Det skulle lade folk synkronisere musikken på computeren med mobilen trådløst over internettet. Desuden går der også rygter om, at Google Music kan blive en musikbutik, der skal tage kampen op mod Apples populære iTunes.

Endelig vil Google formentlig også opgradere sikkerheden i Android Marked, da der i den seneste tid har været nogle tilfælde, hvor virus har sneget sig med i programmer.

Kilde: amobil.no