Huawei vil bruge 5G-patenter til at tjene penge på andre selskaber
Huawei annoncerede i går på et forum om intellektuel ophavsret i telekommunikationsindustrien, at virksomheden vil begynde at opkræve tariffer hos smartphone-producenter, der gør brug af virksomhedens 5G-patenter. Det betyder altså, at selskaber, der benytter Huaweis 5G-patenter, skal til at betale ved kasse ét.
Andre selskaber skal betale for at bruge Huaweis 5G-patenter
Jason Ding, som er chef for Huweis afdeling for intellektuel ophavsret, forklarer, at Huawei har været den største tekniske bidragsyder til udviklingen af 5G-standarder, og følger gældende principper om fair, rimelige og ikke-diskriminerende retningslinjer for patentudlejning.
“Vi håber, at de licens-tariffer vi har annonceret i dag, vil fremme overgangen til 5G hos dem, der skal implementere 5G, da de får en mere gennemsigtig omkostningsstruktur, så det vil kunne hjælpe dem i deres overvejelser om fremtidige investeringer.”
Se også: Billige 5G-telefoner
15,6 kroner per enhed
Det betyder, at hver multi-mode 5G-smartphone, der bruger Huaweis 5G-patenter, og som produceres af andre virksomheder end Huawei selv, vil blive opkrævet en licenstarif på maksimalt 15,6 kr. pr. enhed af Huawei.
Licensering af teknologiske patenter til andre virksomheder er almindelig praksis i telekommunikationsbranchen. For eksempel benytter Nokia, Ericsson og Qualcomm sig i dag af dette og de har licenstariffer tæt på 47 kroner.
Se også: Find de bedste priser på telefoner
Sanktioner sætter Huawei under pres
Historisk har Huawei ikke opkrævet licensbetaling for brug af dets patenter, men efter de amerikanske sanktioner mod selskabet trådte i kraft i 2019 har det været under pres.
I følge CNBC kan Huawei kræve betaling for cirka 18 procent af selskabets 5G-patenter, det er dem, der falder ind under kategorien Standard Essential Patent. Det er patenter, der er kritiske for at kunne tilgå mobilnetværkene. Huawei er det selskab i verden, der har flest patenter under kategorien Standard Essential Patent.
Huawei forventer, at patenterne kan generere omkring 1,3 milliarder dollars i indtjening ved udgangen af 2021.
Se også: Nyheder om teknologipatenter