Apple fordobler salget
Apple kunne i går aftes rapportere om virksomhedens regnskab for årets tredje kvartal. Ud fra tallene at dømme, er der en god chance for at Apple har overtaget pladsen som verdens fjerde største mobilproducent efter Nokia, Samsung og LG. Apple har solgt 14,1 millioner iPhones (3G, 3GS og 4), hvilket er en enorm stigning fra firmaets tidligere rekord på 8,75 millioner enheder i årets første kvartal.
Hvis man derimod sammenligner med tallet for et år siden, hvor 7,4 millioner enheder blev solgt, er der næsten tale om en fordobling. Apple har formået at holde en nogenlunde ens gennemsnitlig salgspris (ASP) på mellem 620 og 640 dollars, hvilket er betydeligt højere end nogen af de andre store mobilproducenter.
I tredje kvartal har Apple haft en samlet omsætning på 20,343 milliarder dollars, hvoraf iPhone står for 8,82 milliarder dollars og iPad står for 2,792 milliarder dollars. Den samlede indtægt for årets tredje kvartal var på godt 4,3 milliarder dollars.