Tiles CEO angriber Apple: AirTags forvrider konkurrencen
Tirsdag annoncerede Apple AirTags, en lille elektronisk tracker, man kan fæste til sine nøgler, bagage eller andre ting, der har det med at forsvinde. Derefter kan man via Apples Find Min-system finde sin forsvundne genstand. Det er et supersmart produkt for Apple-fans, men for Tile, der producerer et lignende produkt, er den længe ventede annoncering fra Apples side endnu et eksempel på Apples konkurrencebegrænsende opførsel.
Tile: Apple favoriserer egne produkter og modarbejder Tile
Det mener Tile i hvert fald. De har endnu en gang opfordret Kongressen i USA til at se nærmere på Apple. Det gjorde de ved en antitrust-høring i Senatet. Tiles-rådgiver Kirsten Daru vidnede sammen med chefer fra Spotify, Match, Google og Apple. Høringen kom efter, at Apple gentagende gange er blevet beskyldt for konkurrenceforvridende opførsel på grund af kravet om, at alle iOS-apps skal købes via Apples App Store, hvor Apple kræver provision.
Men når det gælder de nye AirTags, er kritikken endnu hårdere. Ifølge Tile har Apple ikke blot skabt et produkt, der minder om Tiles eget, de designer også Apple-software på en måde, der favoriserer deres egne produkter og samtidig modarbejder Tiles produkter.
”Apple lancerede dette produkt og deres konkurrerende app med en viden om en masse information om vores forretning,” sagde Daru til senatorerne onsdag. ”De ved, hvordan vores enheder klarer sig i butikkerne. De ved, hvem vores kunder er. De ved, at vores abonnement koster penge. De ved, hvilke funktioner folk bruger. Jeg mener, listen bare fortsætter,” forklarede Kirsten Daru.
Den udmelding ligger i linje med Tile-direktør CJ Probers erklæring, der kom kort efter Apples annoncering af AirTag tirsdag: ”Vi byder konkurrence velkommen, så længe det er fair konkurrence. Desværre med tanke på Apples veldokumenterede historik med at bruge sin platformsfordel til uretfærdigt at begrænse konkurrence mod deres produkter, er vi skeptiske.”
Se også: Priser på elektroniske trackere
Tile er afhængige af Apple
Der er en stor forskel på Apples nye AirTags og Tiles trackere. Tile er afhængige af, at Apple sørger for, at deres placeringstracking kører problemfrit i App Store og på iOS, men ikke omvendt.
Tile har længe hævdet, at Apple på uretfærdigt vis har designet sit mobile styresystem og Find Min-appen til at favorisere deres egen placeringstracking.
Se også: Find billig iPhone
Apple afviser kritikken: Find Min-systemet er over 10 år gammelt
Apple har afvist kritikken: ”Apple skabte Find My for mere end et årti siden for at hjælpe brugerne med at finde og styre forsvundne enheder på en privat og sikker måde,” har Apple skrevet i en udtalelse til Recode om sagen.
”Vi har altid budt konkurrence velkommen som den bedste måde til at give gode oplevelser til vores kunder, og vi har arbejdet hårdt for at bygge en platform i iOS, der gør det muligt for tredjepartsudviklere at trives.”
Se også: Bedste iPhone til prisen
Tile har ikke noget at komme efter rent juridisk
Da Apple lancerede AirTags i tirsdag var tech-ekspert, Daniel Søgaard Hald fra mobilsiden.dk, hurtig klar til med en melding om situationen mellem Tile og Apple.
“AirTags er på ingen måde et revolutionerende produkt, men det er et bedre produkt end for eksempel Tile. Med Find-netværket indbygget i iPhonen og andre Apple-enheder, samt en utrolig simpel opsætning, kombineret med Apples hårdtslående markedsføring, så har Tile ikke en chance. Prisen på AirTags er skarp og matcher de billigste priser på Tile Pro-trackeren. Derudover kommer AirTags med UWB-chip, hvilket tillader en langt mere præcis lokalisering. Og jeg må lige tilføje, at Apple er geniale, når de tilbyder AirTags i én eller fire styk. En er sjældent nok, men hvem har brug for fire? Alligevel køber de fleste forbrugere pakken med fire for at kunne opnå prisbesparelsen. Endnu en gang vinder Apple, og gør samtidig fremtiden svær for Tile,” vurderede Daniel Hald.
Han vurderer, at Tile ikke har noget at komme med juridisk over for Apple.
“Apple har åbnet op for Find Min-systemet for tredjepart som for eksempel Tile. Derfor har de samme muligheder som Apple. Tile-appen er gratis at bruge, så de skal heller ikke betale provision på grund af salg gennem App Store. Selve det fysiske produkt som Tile-enheden er, skal Tile jo ikke betale provision af. Apple har naturligvis fulgt med i markedet for denne type trackere og har et godt udgangspunkt til at prissætte AirTags meget skarpt. At kalde det for konkurrenceforvridende tænker jeg ikke holder ved en juridisk instans,” forklarer Daniel Hald.
Se også: Nyheder om elektroniske trackere