Google Pixel 6 Pro-billeder og detaljer lækket
I sidste uge fik vi lækkede billeder af Google Pixel 6 og Pixel 6 Pro, og de bød på en overraskelse på telefonernes bagside. Nu er der lækket nye renders af Pro-versionen, og her får vi mere eller mindre bekræftet designet, men chokket er mindre.
Billeder af Pixel 6 Pro
Billederne viser altså kun Pixel 6 Pro, der siges at få en AMOLED-skærm på 6,67 tommer. Billederne viser, at den får en hole-punch udskæring i midten til selfiekameraet og meget smal ramme på tre sider, samt en lidt bredere ramme i bunden, selvom den stadig er meget smal.
En fingeraftrykslæser under skærmen er også med.
På bagsiden finder vi tre kameraer, hvor en af dem er en vidvinkel, en anden en ultra vidvinkel, og den sidste en periskop zoom-sensor. Det er første gang en sådan er med i en Pixel-telefon fra Google.
Dimensionerne er 163,9 x 75,8 x 8,9 mm, og den er 11,5 mm tyk der, hvor kameraet stikker lidt ud. Pixel 6 Pro har dual stereohøjtalere og understøtter trådløs opladning.
Se også: Priser på Pixel 5
Får den Googles egen chip?
Vi ved derimod ikke, hvilken chip der sidder i telefonen, men der er blevet mumlet lidt i hjørnerne om, at Google selv skal producere chippen i sand Apple-stil. Vi må vente og se om 2021 bliver året, hvor en Google-chip gør sin debut.
Se også: Nyheder om telefoner