Tyskland undersøger af Apples digitale dominans
Tyske Bundeskartellamt har påbegyndt en undersøgelse med målet at bestemme, om Apple har skabt markedsdominans ved at skabe et digitalt økosystem centreret omkring iPhone og iOS. Den nye undersøgelse afrunder en kvartet af undersøgelser foretaget af myndigheden af de fire store navne inden for tech-verden. Udover Apple er der tale om Amazon, Facebook og Google.
Tyske myndigheder vil undersøge om iOS er konkurrencebegrænsende
Tyskland har generelt skruet op for reguleringen af store teknologiselskaber, hvor nye love har givet Bundeskartellamt mulighed for at forbyde store selskaber, der opererer på tværs af markeder, at udøve konkurrencebegrænsende adfærd.
Målet for myndigheden er at bestemme betydningen af Apples aktiviteter på tværs af sektorer og undersøge om deres digitale økosystem iOS har ført til dominans af markedet.
Præsident for Bundeskartellamt, Andreas Mundt, peger på, at Apple har produceret flere hardwareprodukter samt en lang række tjenester som App Store, iCloud, Apple Music og Apple TV. Myndigheden vil derfor se nærmere på de områder og udforske størrelsen af selskabets teknologiske og finansielle ressourcer og dets adgang til data.
Se også: Tilbud på Apples telefoner
Særligt App Store skal granskes nærmere
Et af fokusområderne i undersøgelsen kommer til at være App Store. Den giver nemlig Apple mulighed for på flere måder at styre forretningsmodellerne hos tredjepartsudviklere, lyder det fra myndigheden.
Baseret på resultaterne af undersøgelsen kommer Bundeskartellamt også til at se på klager fra andre aktører, herunder EU Kommissionen, når det gælder områder som afgifter for in-app køb, brugertracking i den nye iOS 14.5-opdatering og Apples igangværende strid med Spotify.
Tysklands tiltag kommer efter, at England i sidste uge begyndte en undersøgelse af både Apples og Google dominans på tværs af sektorer.
Se også: Nyheder om Apple og tech