Kina beordrede Amazon til at slette anmeldelser af Xi Jinpings bog
Amazons bestræbelser på at gøre sine hoser grønne over for den kinesiske regering omfattede ifølge en Reuters-rapport at dæmpe kritikken af præsident Xi Jinpings bog på sin kinesiske forretning.
Kun 5-stjernede anmeldelser gode nok
Ifølge rapporten blev vurderinger, kommentarer og anmeldelser på Amazon.cn for Xi’s bog “The Governance of China” slettet og deaktiveret for cirka to år siden som svar på et dekret fra Beijing. Det var anmeldelser, der vurderede værket til mindre end de maksimale fem stjerner, der udløste anmodningen, ifølge en af de uidentificerede personer, der var bekendt med hændelsen.
Fjernelsen var en del af en bredere kampagne for at sikre, at Amazon kunne fortsætte sine forretninger i verdens mest befolkede land, hvor virksomhedens Kindle- og cloud computing-aktiviteter havde plads til at vokse. I 2018 modtog virksomheden “et stigende antal anmodninger fra kinesiske vagthunde om at fjerne visse former for indhold, for det meste politisk følsomt indhold”, fremgår det af et internt briefingdokument, som Reuters citerer.
Amazon: Vi overholder alle gældende love
En talsmand for Amazon fortalte Bloomberg News, at selskabet “overholder alle gældende love og regler, uanset hvor vi opererer, og Kina er ingen undtagelse”.
Anmeldelser af Xis bog med taler og skrifter er kun blokeret på Amazons kinesiske websted.
Se også: Sikker shopping online
Apple bøjer sig også
De erfaringer, der fortælles i rapporten, afspejler også, hvad Apple har gjort. Apple er blevet mere og mere eftergivende over for Beijing i de seneste år. Apple efterkom 97 procent af anmodningerne fra den kinesiske regering om oplysninger om brugernes enheder i 2019, hvilket er en betydelig stigning fra 65 procent i 2014.
Andre amerikanske virksomheder, såsom Yahoo! og Microsoft Corp.’s LinkedIn, har derimod forladt det kinesiske marked i år med henvisning til et stadig mere udfordrende forretningsmæssigt og juridisk miljø i landet.
Se også: Nyheder om Kina og tech-virksomheder