Sony PlayStation 5 får understøttelse af variabel refresh rate
Sony har netop meddelt, at PlayStation 5-konsollen får variabel refresh rate. Funktionen rulles ud med en softwareopdatering, der kommer ud globalt i denne uge.
Sony annoncerede allerede i november 2020, at de var på vej med funktionen til den seneste generation af deres spilkonsol. Variabel refresh rate, også forkortet VRR, på PlayStation 5 kan slås til inde i indstillingsmenuen.
Man kan vælge, at den kun fungerer på spil, der understøtter funktionen, eller at den variable refresh rate tvinges til at fungere på alle spil.
Det sidstnævnte gøres med endnu en indstillingsmulighed og kan forårsage nogle lidt underlige visuelle effekter. Det kan også ske, at det slet ikke fungerer.
Spil der understøtter variabel refresh rate på PS5
Sony har offentliggjort en liste over spil, der i løbet af de kommende får VRR indbygget.
Det gælder blandt andet Astro’s Playroom, Call of Duty: Vanguard, Call of Duty: Black Ops Cold War, Destiny 2, Devil May Cry 5 Special Edition, DIRT 5, Godfall, Marvel’s Spider-Man Remastered, Marvel’s Spider-Man: Miles Morales, Ratchet & Clank: Rift Apart, Resident Evil Village, Tiny Tina’s Wonderlands, Tom Clancy’s Rainbow Six Siege og Tribes of Midgard.
Flere spil får indbygget understøttelse af VRR via en opdatering til spillene, og funktionen kommer formentlig med i nye spil.
Fungerer kun på tv md HDMI 2.1
Desværre er der en hage ved det hele, og det er at funktionen kun er kompatibel med TV-apparater og skærme med HDMI 2.1. VRR-understøttelse blev officielt tilføjet til HDMI-specifikationerne med version 2.1, men der er flere producenter, der har gjort funktionen tilgængelig på modeller med HDMI 2.0
Det er en ret underlig beslutning fra Sonys side med tanke på, at Xbox Serie X/S-konsollerne og tilmed Xbox One X/S-konsollerne har understøttelse af VRR på skærme med HDMI 2.0. Sonys beslutning betyder, at det kun er et fåtal brugere med HDMI 2.1-skærme, der får gavn af denne funktion, mens langt de fleste brugere må se sig forbigået.
Find bedste pris på PlayStation 5 her.
Hvordan fungerer variabel refresh rate?
Men hvad handler alt det her egentlig om? Jo, variabel refresh rate sender signaler til den kompatible skærm om kun at opdatere, når konsollen eller GPU’en sender en ny ramme ud. Det sikrer, at skærmens refresh rate er i perfekt sync med skærmens output, hvilket gør billedet skarpere.
Slutresultatet er et mere flydende og sammenhængende gameplay, der hænger bedre sammen med spillet. Har man en PlayStation og en skærm med HDMI 2.1, kan man nyde godt af dette fra denne uge.
Se også: Nyheder om gaming