Nokia World 2010 er nu i fuld gang, og den første nye model er nu blevet præsenteret af den finske mobilgigant. Navnet er C6 – men der er altså tale om en ny model, og ikke den allerede kendte qwerty-udrustede C6.
Ny skærmtype
Den nye Nokia C6, der helt specifikt hedder C6-01, har en kapacitiv AMOLED-touch-skærm på 3,2 tommer med en opløsning på 360 x 640 pixel, og Nokia kalder det et ClearBlack Display, hvilket skulle betyde, at den er lettere at se udendørs, og bruger mindre strøm. Desuden gør den brug af det nye Symbian^3, som vi glæder os meget til at afprøve.
Videooptagelse i HD
Turbo-3G med en hastighed på op til 10 megabit i sekundet, GPS, WiFi 802.11n, USB On-The-Go og Bluetooth 2.0 med A2DP er også at finde i modellen, mens kameraet er på 8 megapixel, har dobbelt fotolampe men ingen autofokus, og desuden understøtter videooptagelse i HD-opløsningen 1280 x 720 pixel. Hukommelsen i modellen er på blot 340 megabyte, men det kan dog udvides via microSD-kort på op til 32 gigabyte, og der følger et kort på to gigabyte med modellen.
Den nye model måler 104 x 53 x 13,9 millimeter og vejer 131 gram.
Nokia C6-01 skulle komme i butikkerne i fjerde kvartal i farverne sølvgrå og sort til en pris på cirka 2000 kroner uden moms eller abonnement.