Samsungs Galaxy Tab er nu officiel

Samsung har nu endelig offentliggjort deres tavlecomputer Galaxy Tab, der skal tage kampen op mod Apples iPad. Den er dog en del mindre end konkurrenten.

Samsungs Galaxy Tab er nu officiel

Helt som ventet og efter utallige lækager af informationer og billeder på internettet, har Samsung nu endelig officielt annonceret deres tavlecomputer, Galaxy Tab, der nok må siges primært at skulle kæmpe mod Apples iPad.

Syv tommer touch-skærm

Den nye model har som ventet en touch-skærm på syv tommer med en relativ høj opløsning på 1024 x 600 pixel. Desværre er der kun tale om en TFT-LCD-skærm, så vi må altså vente lidt endnu med at se Super AMOLED-skærme i denne størrelse. Styresystemet er Android 2.2, og der er naturligvis fuld understøttelse af Flash 10.1 i internetbrowseren, så man kan få den fulde internetoplevelse, når man surfer rundt på nettet med modellen.

Af tilslutningsmuligheder finder man turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit i sekundet og WiFi 802.11n, men desværre er der ingen standard-USB-porte, og tilslutningen til computeren sker via et Apple-lignende stik med 30 pins.

Photo:

Masser af saft og kraft
Processoren er på en gigahertz, og med 512 megabyte arbejdshukommelse skulle der være rig mulighed for multi-tasking. På forsiden sidder et 1,3-megapixelkamera til videoopkald, mens der er på bagsiden sidder et 3-megapixelkamera med fotolampe. Endelig kan modellen også sende både sms og MMS.

Samsung Galaxy Tab måler 19,0 x 12,0 x 1,2 centimeter, og vejer 380 gram – det halve af iPad – og der er 16 gigabyte indbygget hukommelse med mulighed for udvidelse ved hjælp af microSD-kort på op til 32 gigabyte.

Desværre bliver Samsung Galaxy Tab ikke en billig sag. Den lander i butikkerne i midten af oktober måned herhjemme, og den forventede pris er 7.000 kroner.