Presset på Apple om at åbne iMessage for RCS vokser
Apples iMessage-system har en del år på bagen, men det er stadig kun iMessage-brugere, der kan sende beskeder internt til hinanden.
Det giver mening for Apple, for det er et salgsargument for selskabets i-enheder, men det kan snart være en saga blot.
Google og Samsung lægger pres på Apple til at tage RCS i brug
En af årsagerne til en mulig ændring på det er pres fra industrien. Google har i snart et år forsøgt at hænge Apple ud offentligt for at få dem til at implementere Rich Communication Service-standarden (RCS), der er kommunikationsindustriens svar på SMS og MMS-beskeder med andre funktioner som læst-kvitteringer og muligheden for at sende mediefiler i høj opløsning.
Google lagde RCS-support ind i Android i 2019, så selskabet har en egen interesse i det hele, men nu kaster Samsung, hvis Android-telefoner har gjort dem til førende på det globale smartphonemarked, sig også ind i kampen.
“Green bubbles and blue bubbles want to be together. Help Apple #GetTheMessage,” tilkendegav Samsung i en video på YouTube forleden og bruge Googles forestrukne hashtag for kampagnen.
I iMessage bruges blå bobler til at sende beskeder til iMessage-brugere, mens grønne bobler bruges til beskeder til brugere uden for systemet og hentyder til ældre og mindre sikre beskedprotokoller.
Se også: Swappie har de bedste priser på brugte iPhones
EU kan presse Apple til at omfavne RCS
Kampagnen kommer formentlig ikke til at påvirke Apple hverken den ene eller den anden vej. Apple er kendt for at ignorere industristandarder og i stedet låse sine brugere inde i sit eget økosystem. Men Google og Samsungs fælles angreb får hjælp fra EU.
Reuters fortalte forleden, at EU Kommissionen er begyndt en undersøgelse af, om iMessage hører ind under den nye antitrust-lovgivning, Digital Markets Act (DMA), der pålægger producenten visse krav om mere åbenhed på såkaldte gatekeeper-tjenester, der er en del af mange menneskers dagligdag.
Apples iOS-system, App Store og Safari-browseren er allerede inde under DMA, hvilket formentlig kommer til at tvinge Apple til at tillade tredjeparts appbutikker på iPhones og iPads, men Apple er indtil videre lykkedes med at holde iMessage ude af det hele.
Hvis Kommissionen kommer til den konklusion, at iMessage også hører ind under lovgivningen, har Apple frem til august næste år til at introducere en eller anden form for interoperationalitet – formentlig med RCS.
Se også: EU vil straffe Apple for at begrænse opladning med USB-C
EU tvang Apple til at bruge USB-C
Vi har jo allerede set noget lignende med implementeringen af USB-C til opladning og dataoverførsel i iPhone 15.
Apple var helt ligeglade med, at resten af industrien var gået over til USB-C. Først da EU-kommissionen tvang dem til at følge trop på grund af bæredygtighed, gjorde de det.
Alt efter udfaldet af Kommissionens nuværende undersøgelse, er det nok mere sandsynligt, at det er fra den side påvirkningen skal komme for at få Apple til at ændre sig om iMessage end fra konkurrenternes forsøg på at hænge Apple ud.
Se også: Nyheder om mobilteknologi