Motorola vil bruge Gorilla Glass til alle telefoner
Tidligere var det kun de avancerede Motorola-telefoner, der blev udstyret med Corning Gorilla Glass, mens selskabets budgetvenlige telefoner måtte nøjes med andre og mindre robuste løsninger. Det ændrer sig dog nu, hvor Motorola vil bruge Gorilla Glass til hele sin portefølje.
En ny aftale mellem Motorola og Corning blev nemlig afsløret på Mobile World Congress (MWC) 2024, der lige nu finder sted i Barcelona.
Se også: Telefoner med robust display
Robust skærmbeskyttelse til alle Motorola-telefoner
Samarbejdet indebærer brug af Gorilla Glass på tværs af Motorolas komplette produktsortiment i 2024, der omfatter smartphones og tablets – også de billigere såkaldte entry-level-produkter.
Indarbejdelsen af Gorilla Glass-beskyttelse vil begynde i sidste halvdel af året.
Tidligere var det kun de avancerede Motorola-smartphones, der havde denne skærmbeskyttelse, mens de budgetvenlige telefoner ikke havde.
Se også: Priser på Motorola telefoner
Hvilken type Gorilla Glass bliver brugt?
Motorola specificerer ikke, hvilken type Gorilla Glass der vil blive brugt på de forskellige produkter. Vi ser fra tid til anden stadig telefoner bliver lanceret med Gorilla Glass 3, der blev lanceret i 2013.
Der er sket meget siden med udviklingen og effektiviteten på skærmbeskyttelse, så vi håber naturligvis, at der er tale om nye varianter af Gorilla Glass, som minimum Gorilla Glass 5, der kom i 2016.
Samsung Galaxy A54 fra sidste år og OnePlus Nord 2T fra 2022 har for eksempel Gorilla Glass 5.
Begge telefoner kom ud på markedet med vejledende priser på over 3.000 kroner. Motorola har en del telefoner til langt under 3.000 kroner, så det bliver interessant at se en billigere mobil med Gorilla Glass – flere af Motorolas telefoner koster under 2.000 kroner.
Med Gorilla Glass 5 eller nyere vil Motorolas billigere telefoner i hvert fald blive mere modstandsdygtige over for ridser og fald. Det bliver spændende at se, om det kommer til at påvirke prisen på Motorolas telefoner.
Se også: Nyheder om Motorola