Siri får store AI-opgraderinger i iOS 18 – bliver mere snakkesalig
Der er ikke lang tid til Apples store, årlige WWDC-event, hvor iOS 18 bliver præsenteret – og det giver grobund for en lang række rygter og spekulationer om, hvilke slags AI-funktioner Apple kan have i ærmet. Det seneste rygte i rækken kan hjælpe med at kaste lys over netop dette.
Se også: Sammenlign tilbud på brugte iPhones
Siri bliver bedre til det, den allerede kan
Rygtet stammer fra New York Times, og her hedder det sig, at hovednyheden i iOS 18 bliver en AI-opgradering af Siri. Apple har det seneste år efter sigende arbejdet hårdt på at gøre Siri til en mere kompetent konkurrent til ChatGPT og Google Assistent.
Den nye og forbedrede Siri skal være mere ”snakkesalig og alsidig”, skriver avisen. Siri skal med andre ord være bedre til at holde samtalen i gang i stedet for bare at svare på et spørgsmål ad gangen. Apple har angiveligt lagt ekstra ressourcer i at udvikle Siri i denne periode, og det skal være en af årsagerne til, at man til sidst helt opgav Apple Car-projektet.
Ifølge New York Times skal Siri ikke konkurrere direkte med OpenAI’s AI-chatbot, ChatGPT. I stedet skal den blive bedre til det, som den allerede gør, såsom indstilling af timere, at oprette aftaler i kalenderen og sammensætte lister. Den digitale assistent kommer også til at kunne sammenfatte tekstbeskeder – noget, som vi allerede tidligere har hørt om.
Apple vil bruge egen sprogmodel og OpenAI’s chatbot
Det er ved at blive lidt uoverskueligt at holde rede i alle de AI-relaterede rygter, som vi hører om i forbindelse med Apple og deres produkter forud for WWDC. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at Apple er meget interesserede i AI og har nogle store annonceringer i ærmet. AI er ellers ikke noget, som Apple har interesseret sig for, men nu er der ingen vej udenom, hvor alle konkurrenterne er meget optagede af teknologien.
Mark Gurman fra Bloomberg, der er en af de mere pålidelige tipstere, når det kommer til nyt om Apple, har i et indlæg på sociale medier forklaret, hvordan opgraderingerne er tænkt at fungere.
Apple udvikler sin egen sprogmodel, der bruges både til håndtering af opgaver lokalt på selve enheden og til databehandling i skyen. Derudover integrerer Apple en chatbot fra en tredjepart, og den tredjepart menes at være OpenAI.
Mark Gurman skriver, at Apple kører samme løsning, som de gør med søgninger. Det betyder, at selvom Siri kan søge på nettet, har Apple et samarbejde med Google, der står for selve søgningen. Og AI-chatbotten skal altså være konstrueret på en lignende måde.
Det hele overlapper dog hinanden en del, for udvikler Apple sin egen sprogmodel, har de egentlig ikke brug for at samarbejde med OpenAI. Det er derfor lidt uklart, hvordan Apple ser samspillet mellem AI-løsningerne for sig.
Forhåbentlig bliver vi meget klogere på det ved WWDC, der begynder den 10. juni.