Sådan fraskriver Apple sig ansvaret i iPhone 4-garanti
Din besked er blevet sendt
Forbrugerombudsmanden, Henrik Øe har i et brev til Apple skrevet, at det er direkte vildledende, at kalde iPhone 4-garantien for en garanti, det skriver ComOn.
.
I Danmark har forbrugere krav på to års reklamationsret for mangler, der var til stede på leveringstidspunktet. Hvis et firma derudover vil pynte produktet med en garanti, skal den give væsentlig bedre vilkår end reklamationsretten, siger markedsføringsloven.
Men Apples garanti er ikke god nok til at fortjene mærkatet, mener Forbrugerombudsmanden:
-Det er vildledende, fordi man tror, at det er en fordel at få garantien, men man får ingenting, tværtimod, siger Tina Morell Nielsen, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden til ComON.
Knudret garanti
Der er en række problemer ved Apples garanti til iPhone 4, mener Forbrugerombudsmanden. Blandt andet er garantien knudret og svær at læse, og den er i strid med EU-retten. Derfor overvejer ombudsmanden at tage sagen op med sine europæiske kolleger:
– Teksten indeholder så mange forbehold og er så knudret formuleret, at det er nærmest umuligt at finde og forstå oplysningerne om, hvad der er garantiens indhold, og hvorledes den gøres gældende, lyder Forbrugerombudsmandens røffel til Apple i brevet.
Omvendt bevisbyrde
Brevet, som Apples advokat, Philip & Partnere, modtog torsdag, går desuden i rette med en lang række vilkår i garantien. På mange områder fraskriver Apple sig i garantien ansvaret, og det er et problem, mener Forbrugerombudsmanden.
Det bedste ved garantien skulle være, at Apple i et år giver omvendt bevisbyrde, hvor Apple skal bevise, at fejlen er kundens skyld for at nægte at hjælpe. Købeloven giver ellers kun et halvt års omvendt bevisbyrde.
Forbrugerombudsmanden siger dog, at Apples garanti fratager forbrugeren, alle rettigheder, som loven tillader at fratage forbrugeren:
– Vi må derfor gå ud fra, at køberen ikke har denne fordel, står der i brevet.
Selv et halvt års ekstra omvendt bevisbyrde ville ikke være nok til at kalde det en garanti, mener Forbrugerombudsmanden:
– For det andet skal en garanti set som en helhed give forbrugeren ”virkelige reelle forbedringer” for at kravet er opfyldt. Dette er efter vores opfattelse ikke tilfældet, selvom bevisbyrden måtte være vendt om i perioden fra 6 måneder til 12 måneder efter købet, skriver Forbrugerombudsmanden til Apple.
Forbrugerombudsmanden slutter brevet af med, at Apple skal ophøre med at markedsføre ordningen som en garanti eller anden særlig fordel og truer med at kræve en navneændring af "garantien", hvis Apple ikke ændrer begrebet selv. Apple kan derefter anke et administrativt påbud til en domstol. Hvis firmaet taber i retten, og fortsætter med at kalde ”garantien” for en garanti, kan der vanke bøde eller fængsel.
Ansvarsfraskrivelser
Nedenfor kan du læse de ansvarsfraskrivelser, som Forbrugerombudsmanden har fundet i Apples garanti:
• Det fremgår flere steder, at Apple fraskriver sig ”lovbestemte eller underforståede garantiforpligtelser i den udstrækning det er tilladt, og for så vidt sådanne garantiforpligtelser ikke kan ansvarsfraskrives, skal deres varighed begrænses til varigheden af den udtrykkelige garanti, der er beskrevet nedenfor, og til reparations- og udskiftningsservice efter Apples eget skøn.”
• Apple forbeholder sig ret til at udskifte med renoverede dele eller ombytte til et renoveret produkt.
• Apple kan forlange, at kunden selv udskifter mangelsbehæftede dele, der kan udskiftes af brugere, med nye eller renoverede dele…
• Apple garanterer ikke, at produktet fungerer uden afbrydelser eller fejl.
• Garantien dækker ikke forbrugsstoffer (som fx batterier), medmindre fejlen skyldes materiale- eller fabrikationsfejl.
• Garantien dækker ikke kosmetiske fejl…
• Apple er ikke ansvarlig for følgeskader.
• Køberen kan pålægges at betale transportomkostninger og gebyr, hvis produktet ikke kan serviceres i det land, hvor det befinder sig.
• Apple kan fordre, at køberen….iagttager registreringskrav, før der ydes garantiservice.
• Kunden skal selv sørge for at reetablere software, data og passwords.
• Genopretning og geninstallation af systemsoftware, applikationssoftware og brugerdata er ikke omfattet af den Begrænsede Garanti.