X10 Mini Pro test: Internet og opkobling

I fjerde og sidste del af vores minitest af Sony Ericsson X10 Mini Pro kigger vi nærmere på hvordan den lille Android-mobil klarer sig på Internettet og hvordan det står til med forbindelsesmulighederne.

X10 Mini Pro test: Internet og opkobling

Android-styresystemet er udviklet med henblik på nettet og mange webtjenester, der findes. Derfor er det ikke overraskende, at Sony Ericsson X10 Mini Pro byder på alverdens forbindelsesmuligheder. Der er naturligvis indbygget turbo 3G med downloadhastigheder op til 7,2 Mbit i sekundet. WiFi er også indbygget og understøtter både b- og g-netværk og dermed hastigheder op til 54 Mbit i sekundet. Der er desuden a-GPS, Bluetooth, kompas og microUSB-tilslutning indbygget i den lille minimobil.

Webbrowseren er stadig i Android og er altså baseret på WebKit. Det betyder at almindelige hjemmesider bliver vist præcis som de er udviklet til at blive vist. Skærmen er naturligvis ikke den største på markedet og er i virkeligheden den mest begrænsende faktor, når man surfer på nettet. Skærmen er kun på 2,55 tommer og opløsningen er ligeledes ikke noget at skrive hjem om – kun 240 x 320 pixels. Det betyder at man er nødt til at navigere meget rundt på store sider for at kunne få det hele med. Heldigvis fungerer zoom-funktionen godt og er god til at skalere teksten til zoom-niveauet.

Det største mangel ved webbrowseren er formentlig at den ikke understøtter Flash. Det er ærgerligt da mange sider bruger Flash-indhold, men omvendt betyder det også at man slipper for en del irriterende reklamer, når man surfer med mobilen. Hvis man besøger en side med en YouTube-video, vil man få vist en forhåndsvisning af videoen og ved at trykke på billedet, starter YouTube-klienten og afspiller videoen. Man er altså ikke helt fortabt med sin mangel på Flash, hvis man bare vil bruge det til at se onlinevideoer.

Telefonen har indbygget Facebook-klient og man kan installere et utal af klienter til forskellige onlinetjenester fra Android Market. Dermed er telefonen altså rigtig godt udstyret til online-fanatikere, der bare SKAL være online konstant og hele tiden.

Første del af testen: Design og skærm

Anden del af testen: Software

Tredje del af testen: Kamera og video