X10 Mini Pro test: Design og skærm
X10 Mini imponerede med sit lille format og imponerende ydeevne. X10 Mini Pro fortsætter med at imponere og tilføjer desuden et rigtig godt fuldt tastatur, der skydes ud fra mobilens underside.
Større, men stadig mini
Tastaturet må siges at være den største grund til at vælge Pro-modellen over den almindelige Mini-udgave, og med en prisforskel på omkring 200 kr. er der næsten ingen grund til at undvære det fulde tastatur – specielt ikke, hvis man regner med at bruge mobilen til lange beskeder og chat. Tastaturet er overraskende godt og knapperne er af god størrelse med tilpas modstand. Der er i øvrigt også blevet plads til de danske taster – sådan!
God byggekvalitet
Skærmen er 2,55 tommer stor (eller lille?), men den føles ikke som et synderligt ankepunkt. Sony Ericsson har tilpasset brugerfladen til skærmens størrelse, og har på den måde gjort selv den lille skærm meget brugbar. Vi vil komme mere ind på Sony Ericssons tilpasninger i en senere del af testen.
Følsom miniskærm
Da skærmen anvender kapacitiv skærmteknologi, er den meget følsom for berøringer og den reagerer hurtigt på selv den mindste berøring af overfladen. Skærmen understøtter faktisk multitouch af op til to samtidige fingre, men den gamle version af Android-styresystemet tillader ikke brug af multitouch. Det bliver måske understøttet i den kommende Android 2.1-opdatering, der er planlagt til tredje kvartal i år.