Microsoft forbedrer betingelserne for Marketplace
Der er som bekendt en årlig "bøde" på 99 dollars, hvis man som udvikler vil have en del af potentialet i Microsofts kommende mobile satsning, og i revideringen af betingelserne har man ikke valgt at ændre på dette beløb. Man har til gengæld ændret på det, man får for sine penge.
Førhen var der en grænse på fem programmer per udviklerregistering, uanset om det var gratis eller kommercielle programmer, men denne grænse er nu blevet fjernet for de kommercielle programmer. Grænsen gælder nu kun gratisprogrammer, og man må lægge godt 20 dollars på bordet for hvert yderligere program, man vil have med i programbutikken.
Microsoft har også tilføjet en push-notifikationstjeneste, så udviklere bedre kan kommunikere med brugerne, og der er også kommet en såkaldt Trial API, der er et udviklingsinterface specifikt beregnet til at lave prøveversioner af et givent program. Udvikleren kan selv bestemme rammerne for prøveversionerne.
Udviklere vil fremover også kunne levere indhold til alle markeder og ikke blot nogle udvalgte. På den måde vil man som udvikler få et større publikum og dermed en potentielt større indtægt. I parentes kan det nævnes, at Microsoft fortsat nupper 30 procent af indtægterne som en form for administrationsgebyr.
Du kan læse meget mere om Microsofts betingelser på deres Windows Phone udviklingsblog: http://windowsteamblog.com/windows_phone/b/wpdev/archive/2010/06/07/new-policies-for-next-gen-windows-phone-marketplace.aspx