Nu er Opera også klar til Maemo og Nokia N900
Det er Firefox’ teknologi der ligger bag internetbrowseren i Nokias Maemo-flagskib N900. Og det virker faktisk rigtig godt. Men det betyder jo ikke, at konkurrenterne behøver lade sig skræmme.
Opera, der står bag gedigne internetbrowsere til mange af de andre mobile styresystemer, er nemlig nu også klar med en Opera-browser til Maemo. Det er den nyeste Opera Mobile 10, der nu er blevet lavet til Maemo af nogle af Operas ansatte i deres fritid.
At der altså er tale om et hobbyprojekt betyder, at det ikke er en officiel udgivelse, og at der derfor er nogle ting, der ikke virker. For eksempel er der ingen strømstyring, så man skal huske at lukke browseren, inden man lægger mobilen i lommen. Ellers løber den hurtigt tør for strøm.
Opera siger desuden også, at eftersom det ikke er en officielt udgivelse, så er det ikke sikkert, at der nogensinde vil komme en helt færdig og gennemprøvet version på markedet.
Har du alligevel mod på at prøve Opera Mobile 10 til Maemo, kan det hentes gratis på linket herunder.