Sony Ericsson Naite: Grøn mobil i gråt jakkesæt
Sony Ericssons miljøkoncept GreenHeart handler ikke om eksotisk strømforsyning som sol – eller brændselsceller, men retter sig mod produktionen. Først og fremmest at benytte genbrugsplast og reducere mængden af indpakningsmaterialer. Naite ligner en hvilken som helst anden Sony Ericsson-mobil. Derimod bemærker man en hel del forskelle, når man åbner den. Forskelle, der ikke kun tiltaler miljøsamvittigheden, men også er mere praktiske. Æsken er mindre end sædvanlig, men rummer alligevel mobil og oplader uden problemer. Alle små plastposer, som hvert batteri, ledning og anden mobildel plejer at være pakket ind i, er væk. I stedet ligger der små papirer, så der ikke er noget, der bliver ridset. Tryksagerne er væk, og behøver man en instruktionsbog, downloader man den fra nettet, så man slipper for at fylde skraldespanden op med manualer på rumænsk og andre sprog, som mobilæskerne plejer at indeholde. Mobilen er hurtigere at pakke ud, og der er meget mindre affald.
Udmærket mobil
Selve mobilen er en udmærket standardtelefon. Kameraet er den største svaghed – vil man have en GreenHeart-mobil, der tager gode billeder, er C901 at foretrække. Menusystemet har flot animerede flash-baggrunde, og man genkender det meste fra mærkets andre mobiler. For at forstærke miljøtemaet er der applikationer, der giver fakta om for eksempel CO2-udslippet fra ens forskellige aktiviteter, og tips om, hvordan man kan mindske sin miljøpåvirkning. Blandt de almindelige mobilfunktioner, synes vi, at den nye beskedhåndtering med sammenkædede oversigter er rigtig god. Webbrowseren fra Netfront er middelmådig, og på en 2,2" stor skærm bliver surfoplevelsen alligevel ikke optimal. Andre internetfunktioner imponerer mere. Mobilen har en god RSS-læser og færdige koblinger fra kameraapplikationen til Blogger, Facebook og andre sider. Naite har god musikafspiller samt RDS-radio og anvender almindelige Micro-SD-kort i stedet for de dyrere M2-kort.
Mobilen giver et lidt delt kvalitetsindtryk. Den lave vægt og den sprøde fornemmelse i bagstykket trækker karakteren lidt ned. Samtidig er tastaturet udmærket, og Naite har en skarp og lysstærk skærm. Totalt set føles Naite til at være pengene værd. Det er positivt at kunne gøre en indsats for miljøet uden at skulle gå på kompromis med ydeevnen eller betale overpris.
Batteritid / Taletid
Producenten oplyser: 4,5 timer
Batteriets taletid for os: 5 timer 10 minutter
Kommentar: Et godt resultat for en let 3G-mobil.
Spørgsmål og svar.
Hvordan er Naite som musikmobil?
Brugerfladen er udmærket, men et hukommelseskort på nogle gigabyte og et par gode A2DP-høretelefoner anbefales.
Er GreenHeart-symbolet udstedt af en myndighed eller fritstående organisation?
Nej, det er Sony Ericssons eget varemærke.
Er der synkroniseringsprogram?
Ikke i æsken, men på nettet kan man downloade PC Suite eller iSync til Naite.
Alternativer
Samsung Blue Earth er en anden mobil med miljøfokus. Betydeligt dyrere, men har bedre hardware og er udstyret med solpaneler.