Masser af billeder: Otte kommende HTC-modeller lækket

En lang række af HTC's modeller for 2010 er nu blevet lækket på nettet. Blandt andet en efterfølger til Hero og et monster af en Android-mobil.

Masser af billeder: Otte kommende HTC-modeller lækket

Mange af HTC’s modeller fra 2009 blev lækket helt tilbage i januar, og nu ser det samme ud til at være sket for en stor del af HTC’s modeller for 2010. En bruger på forummet xda-developers.com, der tidligere har lækket billeder af HTC HD2, før den blev offentliggjort, har nemlig nu lækket, hvad der skulle være HTC’s portefølje for første halvdel af 2010. I alt otte modeller er blevet lækket, hvoraf 5 bruger Android, og de sidste tre bruger Windows Mobile 6.5 som styresystem.

Efterfølger til HTC Hero

Den første spændende model går under kodenavnet Legend, og ser ud til at blive en efterfølger til Magic og Hero. Designet og størrelsen minder en del om Hero, men tykkelsen er dog nede på blot 11,4 millimeter. Android er stadig styresystemet, men skærmen er nu af AMOLED-typen, mens kameraet har fået en fotolampe, og processoren et hastighedsbump til 600 megahertz. Legend skulle komme i butikkerne til marts.

Nyt Android-monster

Den næste spændende model går under kodenavnet Bravo, og kan vel næsten kaldes for Android-versionen af HD2. Der er nemlig tale om den samme Snapdragon-processor på 1 gigahertz, mens skærmen dog er en smule mindre på 3,7 tommer. Til gengæld er det en AMOLED-skærm. Kameraet er på 5 megapixel, og har både autofokus og fotolampe, mens video kan optages i HD i opløsningen 1280 x 720 pixel. Modellen måler 112 x 56 x 11,7 millimeter, og forventes at komme i butikkerne til april.

Android med fuldt tastatur på fronten

Yderligere tre Android-mobiler ser ud til at være i kortene for HTC’s portefølje i første halvdel af næste år. Den første går under kodenavnet Salsa, og har både en touch-skærm og et fuldt qwerty-tastatur på fronten. Fokus skulle være på sociale netværkstjenester, og tykkelsen er på blot 8,6 millimeter, mens kameraet er på 3,2 megapixel. Modellen skulle komme ud i juni.

Android-mobil i klassisk mobildesign

Den næste model går under kodenavnet Tide, og har en touch-skærm kombineret med et normalt numerisk tastatur på fronten. Også denne model skulle være velegnet til sociale netværkstjenester, men er formentlig lidt billigere. Denne model skulle komme på markedet i april måned.

Efterfølger til HTC Tattoo

Den sidste Android-model har kodenavnet Buzz, og ser ud til at blive en efterfølger til HTC Tattoo, da dens cover også er udskifteligt. Kameraet er blevet opgraderet til 5 megapixel med både autofokus og fotolampe, mens skærmen er på 3,2 tommer, og benytter kapacitiv touch-teknologi. Buzz forventes at komme på markedet til maj.

Eventuelt en ny Touch Diamond

Endelig er tre modeller med Windows Mobile 6.5 også blevet lækket. Den første går under navnet Photon, og ser ud til at blive en efterfølger til Touch Diamond2. Skærmen bruger kapacitiv touch-teknologi, mens opløsningen dog er på lidt mindre 320 x 480 pixel. Kameraet er på 5 megapixel, og har autofokus. Modellen forventes på gaden til april.

Windows-mobil med fuldt tastatur på fronten

Den anden Windows-mobil har kodenavnet Trophy, og har ligesom Android-modellen Salsa både en touch-skærm og et fuldt qwerty-tastatur på fronten. Kameraet er på 5 megapixel, og tykkelsen på 11 millimeter. Modellen forventes på markedet til maj.

Lillebror til Touch Pro2

Den sidste model hedder Tera, og ser ud til at blive en billig version af Touch Pro2. Således har modellen en 3,0 tommer touch-skærm samt et fuldt qwerty-tastatur, der kan skydes ud fra siden. Kameraet er på 3,2 megapixel, og modellen forventes på markedet til april.

Det er værd at nævne, at alle otte modeller har et 3,5 millimeter stik til høretelefoner. Desuden ser det ud til, at de tre Windows-mobiler alle er kategoriseret som produktivitetsmodeller, og at Android-modellerne er sat i kategorier som social eller livsstil af HTC.

Flere billeder af alle modellerne samt præcise specifikationer kan findes på linket herunder.

Kilde: xda-developers