Ny version af en af de bedste mobile internetbrowsere
Norske Opera laver nogle af de bedste internetbrowsere til mobiltelefoner. Der er versioner til både Windows Mobile, Symbian S60 og endda en Java-version ved navn Opera Mini til mere simple mobiler. Sidstnævnte er vel nok den allermest populære. Alle tre version er nu klar i en ny udgave.
Ny download-manager
Til Windows Mobile og Symbian S60 er der tale om Opera Mobile 10 beta 2, mens det for Opera Minis vedkommende er version 5 beta 2. Alle versionerne har fået en helt ny download-manager og Opera Link, der kan synkronisere indholdet mellem Opera på mobilen og Opera på computeren.
Viser siderne, som de bliver hentet
En anden ny funktion er progressiv indlæsning af indhold. Det vil sige, at hjemmesider vil blive vist stykvis efterhånden, som de bliver hentet, i stedet for på én gang til allersidst. Det skulle give en bedre brugeroplevelse.
Endelig skulle en række mindre fejl også være blevet rettet.
Du kan hente den version, der passer til din mobil, ved at indtaste adressen m.opera.com/next i din mobiltelefons internetbrowser. Alle versionerne er gratis.