HTC Leo/HD2 med ny Opera-browser med multi-touch
I den seneste tid har der været tvivl om, hvorvidt multi-touch ville være brugbart i internetbrowseren på HTC’s kommende flagskib HD2, der også går under kodenavnet Leo. Det så nemlig ud til, at den indbyggede Internet Explorer Mobile-browser ikke understøttede multi-touch. Men nu er der godt nyt.
Hentydninger til ny browser med multi-touch
Sitet WMPoweruser.com har nemlig haft fat i softwaren fra HD2 og kigget den efter i sømmene. Her fandt de spor af den nye browser Opera 9.7, som altså efter alt at dømme bliver at finde på HTC HD2. Oven i det fandt de hentydninger til såkaldt PinchAndZoom, hvilket må tolkes som den gængse måde at zoome på med to fingre på en multi-touch-skærm.
Digitalt kompas også bekræftet
Desuden ser det også ud til, at det nu er bekræftet, at der er et digitalt kompas i modellen. HD2 har i hvert fald et indbygget program til udnyttelse af denne specifikke funktion. I programmet kan man indtaste en destination, hvorefter en pil på skærmen altid vil pege i retning af denne destination.
De seneste rygter på nettet peger på, at HTC vil offentliggøre HD2 allerede i morgen.
Kilde: WMPoweruser.com