Rygte: Nokia er på vej med en endnu mindre bærbar
Næppe har Nokia nået at afsløre, at de rygter, vi hørte tidligere på året om, at de var i gang med at udvikle en lille bærbar computer, var sande, før der er gang i rygtemøllen igen.
Mindre end Booklet 3G
Denne gang forlyder det, at Nokia skulle være på vej med endnu en lille bærbar computer. Den skulle dog være endnu mindre end Booklet 3G, som de netop har præsenteret og være en såkaldt smartbook.
Minder om en mobiltelefon
Den kommende model skulle således minde mere om en mobiltelefon end en bærbar computer. Til forskel fra Booklet 3G skulle den nemlig ikke gøre brug af en Intel-processor, der er lavet til at køre et fuldt computerstyresystem. I stedet skulle den bygge på en ARM-baseret processor, hvilket er samme type, der bruges i moderne mobiltelefoner.
Måske med Maemo
Det vides ikke, hvilket styresystem den nye smartbook skulle gøre brug af, men det kunne meget vel tænkes at være Maemo. Det varer dog formentlig noget tid, før vi finder ud af, om rygterne er sande. Den nye smartbook skulle nemlig efter sigende først komme på markedet i midten af 2010.
Kilde: DigiTimes