Flere informationer om Motorolas første Android-mobil dukket op
Det er lidt tid siden, at en Android-baseret mobil fra Motorola med kodenavnet Morrison for første gang dukkede op på nettet. I lang tid har vi dog måttet nøjes med billeder af modellen. Men nu er de første specifikationer også dukket op.
Minder om de andre Android-modeller
Ifølge sitet Android and Me vil Motorola Morrison bygge på den velkendte Qualcomm-platform, som vi også kender fra HTC’s Android-modeller. Arbejdshukommelsen vil være på 256 megabyte, mens skærmen skulle have den velkendte Android-opløsning på 320 x 480 pixel.
Motorola Morrison vil desuden også have de sædvanlige ting som turbo-3G, WiFi, GPS og et jack-stick på 3,5 millimeter. Kameraet skulle være på 5 megapixel og have autofokus, mens billederne af modellen allerede har afsløret dets fulde qwerty-tastatur.
Kommer i USA til oktober
Motorola Morrison skulle udkomme til oktober i USA, men idet specifikationer tyder på, at der vil udkomme forskellige modeller med understøttelse af forskellige netværk, får vi formentlig også modellen at se på disse kanter på et tidspunkt.
Kilde: Android and Me