Her er HTC’s kommende multimedieflagskib
Tilbage i januar så vi en lang række HTC-modeller blive lækket på nettet. Mange af modellerne er sidenhen blevet lanceret officielt af HTC. Det er dog ikke tilfældet for dem alle.
Større billede dukket op
En af de modeller, der stadig ikke er blevet præsenteret af HTC, er modellen Firestone. Modellen skulle blive et multimedieflagskib, og nu er et større og klarere billede af modellen så dukket op sammen med nye informationer. Det nye billede viser, at modellen har en stor højtaler på fronten, hvilket stemmer godt overens med den multimedieegenskaber.
Først blandt Windows-mobiler
Desuden oplyses det, at modellen skulle have en kapacitiv touch-skærm, som vi blandt andet kender det fra HTC’s Android-modeller. Da Firestone skulle bruge Windows Mobile 6.5 som styresystem, kan der imidlertid blive tale om den første Windows-mobil med en sådan skærm. Endelig oplyses det, at modellen skulle have en ekstern plads til microSD-kort, så man nemt kan skifte imellem hukommelseskort med billeder, musik og videoer på.
Der er hverken oplyst pris eller udgivelsesdato for modellen, men det forventes, at den snart bliver præsenteret af HTC. Det bliver formentlig også under et andet navn, da Firestone blot er dens kodenavn.
Kilde: wmpoweruser.com