Microsofts programbutik åbner med 600 programmer

Antallet af tilgængelige programmer ved lanceringen af de forskellige producenters programbutikker har været meget svingende. Microsoft skal være klar med et solidt udbud på 600 programmer.

Microsofts programbutik åbner med 600 programmer

Det er Microsofts franske produktmanager, Audrey Zolghadr, der til det franske MobiFrance har udtalt sig at Microsofts kommende programbutik til Windows Mobile, kaldet Windows Marketplace, vil blive lanceret med omtrent 600 certificerede programmer. Disse programmer vil blive tilgængelige fra dag et.

Hun fortæller også at der findes i nærheden af 20.000 forskellige programmer og spil til den udbredte softwareplatform, hvorfor man altså godt kan regne med et voksende udbud. Ifølge Audrey har Microsoft bl.a. et samarbejde med EA Mobile om at levere spilindhold til platformen. I interviewet med MobiFrance nævner hun bl.a. SimCity og “andre overraskelser”.

Mobil.nu kunne i sidste uge løfte sløret for programbutikkens lanceringsdato, nemlig d. 30. september. Butikken vil foregå ved at man logger ind med et Windows Live-ID, og efterfølgende kan gennemse programkataloget. Programmer kan betales enten via betalingskort eller mobilregningen. Hvis man ikke er tilfreds med et program, kan man få pengene tilbage indenfor 24 timer.

Kilde: MobiFrance