Flere informationer og billeder af Sony Ericssons XPERIA X2
Sony Ericssons første og eneste Windows-mobil XPERIA X1 er efterhånden ikke helt ny mere, og i længere tid har det været forventet, at de arbejder på en efterfølger. Denne efterfølger ser nu endelig ud til at være lige om hjørnet, da flere billeder af modellen nu er begyndt at dukke op på nettet.
I sidste uge så vi således et lille billede af modellen, mens flere og større billeder nu er dukket op sammen med en lang række informationer om modellen.
3,5 tommer stor skærm
De nye større billeder af XPERIA X2 viser klart, at det fulde qwerty-tastatur er beholdt, men at designet også er ændret noget i forhold til X1.
Desuden er skærmen blevet større, og der er nu tale om en 3,5 tommer stor touch-skærm af typen OLED med en opløsning på 480 x 800 pixel.
8 megapixelkamera
Modellen skulle bruge det nye Windows Mobile 6.5 med en opgraderet version af Sony Ericssons egne XPERIA-paneler. Desuden har modellen nu hele 512 megabyte ram, mens GPS og et hovedtelefonstik på 3,5 millimeter naturligvis også er at finde i modellen.
Endelig er kameraet på 8,1 megapixel med autofokus, fotolampe og videooptagelse i opløsningen 480 x 640 pixel med 30 billeder i sekundet.
Kilde: fanklub.se og IntoMobile