LG og Samsung går massivt frem

Der er netop kommet tal for mobilsalget i første kvartal, og de viser, at Samsung er den store vinder, mens Sony Ericsson kæmper en hård kamp for at bevare deres plads blandt de store.

LG og Samsung går massivt frem

Finanskrisen har også gjort sit indtog på det globale salg af mobiltelefoner, der ifølge nye tal fra analyseinstituttet Gartner er faldet med 8,6 procent i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år. Det er dog ikke alle mobilproducenter, det er gået lige hårdt ud over, selvom samtlige af de fem største producenter alle har oplevet faldende salg.

Samsung og LG er nemlig er nemlig tilsyneladende ikke så hårdt ramt af krisen, og de har således begge øget deres markedsandel betragteligt. Samsung er gået fra 14,4 til hele 19,1 procent, mens LG er hoppet fra 8,0 til 9,9 procent. Værre ser det ud for Sony Ericsson og Motorola, der begge har tabt over en tredjedel af deres samlede salg i forhold til samme periode sidste år. Således er Motorola nu nede på en markedsandel på 6,2 procent, mens Sony Ericsson som den femtestørste mobilproducent i verden nu må nøjes med 5,4 procent af markedet. Nokia er også gået tilbage, men sidder dog stadig på en solid førsteplads med 36,2 procent af det globale marked.

Det er dog ikke alt, der er helt skidt. Smartphone-salget er nemlig på trods af krisen gået 12,7 procent frem sammenlignet med samme periode sidste år. Det samlede smartphone-salg var således på 36,4 millioner enheder, hvilket er 13,5 procent af de 269,1 millioner mobiltelefoner, der samlet blev solgt i første kvartal i år ifølge Gartner.

Du kan selv se alle tallene på linket herunder.

Kilde: Gartner