Smartphone-salget er fuldstændig upåvirket af finanskrisen
Den økonomiske krise påvirker stadig i høj grad de fleste markeder, og mobilmarkedet kan således heller ikke se sig fri. Det er dog ikke alle dele af mobilmarkedet der er hårdt ramt. Salget af smartphones ser nemlig ud til at være fuldstændig uafhængigt af krisen, og det er således igen steget.
Det er analysefirmaet IDC, der har lavet en opgørelse over salget af mobiltelefoner i første kvartal i år. Og denne opgørelse viser, at det samlede salg af mobiltelefoner endte på 245 millioner, hvilket er et fald på næsten 16 procent i forhold til samme periode sidste år. Smartphone-salget er derimod steget med fire procent i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år. Der er dog ikke sat præcise tal på antallet af solgte smartphones.
Du kan læse meget mere om det samlede salg af mobiltelefoner og se de enkelte producenters salgstal for første kvartal af 2009 på IDC‘s side ved at følge linket herunder.
Kilde: IDC